Grenaa Bladet - 21-01-03
Sygehuset i Grenaa får ny ledelse fra d. 1. marts

Sygehuset i Grenaa får - hvad enten vi kan lide det eller ej - ny sygehusledelse pr. den 1. marts 2003. Fra denne dato hører sygehuset i Grenaa nemlig under Randers Centralsygehus, og bliver således reduceret til en filial af centralsygehuset i Randers. Det er noget der sker i forlængelse af Århus Amtsråds vedtagelse af omprioriterings- og spareplan 2004. Den siger nemlig, at der ikke længere skal være selvstændige sygehusledelser i Grenaa, Odder og på Samsø.

Økonomiudvalget i Århus Amt har på den led besluttet, at sammenlægningen på ledelsessiden skal finde sted pr. den 1. marts 2003. Det betyder, at Grenaa Sygehus fra denne dato ledes fra Randers Centralsygehus, mens Odder og Samsø sygehus vil blive ledet fra Århus Amtssygehus. Den nuværende sygehusdirektør i Grenaa, Erik Sejersen, skal angiveligt i stedet til Århus for her at hjælpe den amtslige sygehusforvaltning med at få den store sygehus-kabale for en ny sygehusstruktur i amtet, til at gå op.

Fra den 1. marts 2003 er sygehusdirektøren i Grenaa således identitisk med sygehusdirektøren på Randers Centralsygehus, nemlig Ole Thomsen. Her finder man også Grenaa Sygehus' kommende cheflæge og chefsygeplejerske - henholdsvis Morten Noreng og Karin Valbæk.
- Det er en stor opgave at føre amtsrådets beslutning om den nye sygehusstruktur ud i livet. De kommende måneder vil der være et meget stort behov for en aktiv lokal ledelse på sygehusene i Odder, Grenaa og på Samsø. Derfor har vi ønsket at vente til den 1. marts med sammenlægningen på ledelsessiden, udtaler amtsborgmester Johannes Flensted-Jensen.

Køkken- og kapel-funktion fastholdes
På Idégruppen Grenaa's stormøde på Scandic Stena Line Hotel Grenaa mandag aften i sidste uge, fortalte Grenaa Kommunes borgmester, Gert Schou, at han og ordførende direktør Keld Overgaard Jensen havde haft et møde med den nye sygehusdirektør, Ole Thomsen, og at man her kunne nå til enighed om, at maden til sygehuset fortsat skal laves i Grenaa, og ikke transporteres i lastbil fra Randers til Grenaa, og at man også fastholder kapelfunktionen på sygehuset i Grenaa.

- Det, at lave en del af sygehuset om til et hospice, var han heller ikke afvisende overfor. Økonomiudvalget i Grenaa Kommune skal snart have et møde med amtets Sundhedsudvalg, og det sker ud fra devisen, at de alle sammen hele tiden skal bides i hælene, så vi får mest muligt sygehus ud af den nye sygehusstruktur i Århus Amt. Vi skal have lavet et nærsygehus-koncept, som vi kan leve med, sagde borgmesteren.

Fra den 1. marts 2003 er det slut med en selvstændig sygehusledelse på Grenaa Centralsygehus. Fra denne dato overgår det ledelsesmæssige ansvar nemlig til Randers Centralsygehus. Det sker som et led i amtets omprioriterings- og spareplan for 2004.


[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002