Kulturraketten tændes for fjerde år i træk i Nørre DjursKommune |
Stenvad Mosebrugscenter dannede torsdag i sidste uge rammen om et pressemøde, hvor Nørre Djurs Kommune kunne præsentere den fjerde »Kulturraket« i kommunens historie.
Det, der i år 2000 »blot« startede som en festlig markering af årtusindskiftet, har nu fundet sine helt egne ben at stå på, og er blevet en årligt tilbagevendende begivenhed med en lang række lokalt funderede kultur-arrangementer rundt omkring i kommunen - og alle som én komprimeret omkring perioden fra januar til maj. Og Kulturraket 2003 flyver ikke desto mindre på trods af kommunens anstrengte økonomi. Der er således blevet skåret mange steder og på mange områder i kommunalt regi i Nørre Djurs.
Det er der også på kulturraketten, men ikke i et omfang, så den på nogen måde flyver mindre kæk og farverig rundt i forhold til tidligere år. Der er således også i år masser og foredrag, koncerter, et vinterbal, en teatercafé og kulturcaféer i forsamlingshusene med videre.
Programmet for Kulturraket 2003 blev husstandsomdelt i Nørre Djurs Kommune i sidste uge. I samme program udtaler Nørre Djurs Kommunes borgmester, Jens Peter Jellesen, følgende omkring 2003-udgaven af kulturraketten.
- For fjerde år i træk, og dermed efterhånden en tradition, er jeg glad for at kunne præsentere kulturraketten. I lyssporet efter raketten viser der sig et bredt og varieret kulturtilbud for alle aldersgrupper. Nørre Djurs Kommune har lagt vægt på, at det er kommunens borgere, der kommer med idéerne til hvad raketten skal indeholde og samtidig lægger et stort arbejde i de enkelte arrangementer. Vi tager os af koordinering, hele pressedækningen og gi'r det økonomiske sikkerhedsnet for arrangementerne. Det er dejligt, at kunne præsentere alle disse tilbud. Med et så bredt udvalg af arrangementer, spredt ud over hele kommunen, er der rig mulighed for at nå alle. Jeg kan kun opfordre til at slutte op om arrangementerne - her er noget for enhver smag, udtaler Jens Peter Jellesen.
Nytårsbal aflyst
Traditionen med en nytårsbal med kendte kunstnere i Ørum Aktiv Center har man valgt at droppe i år. Arrangementet har givet et underskud i størrelsesordenen 15.000 kroner hvert af de tre år, og da man har måttet nøjes med et beløb på 25.000 kroner til underskudsdækningen i år - hvor beløbet de andre år har ligget på mellem 50-60.000 kroner - så har man fra koordineringsgruppens side ikke villet spænde et økonomisk sikkerhedsnet ud under dette arrangement. Sidste år var det Keld & Hilda, der stod for underholdningen til nytårsballet, men der kom ikke mennesker nok til at det kunne løbe rundt.
- Med en beskåret pulje til underskudsdækning har vi i år ikke villet gå ind med garantier til nytårsballet i Ørum, fordi vi så kunne risikere, at det går hen og sluger størstedelen af puljen, hvilket ikke er rimeligt overfor de øvrige arrangører, siger Bo Jacobsen, der igen har været koordinator på kulturraketten. Og det har fortsat også været i et parløb med Kirsten Krogh fra Nørre Djurs Kommune.
Vinterballet i Stenvad et hit
Vinterballet i Stenvad Mosebrugscenter pilles der imidlertid ikke ved, men her er der jo også tale om én af rakettens helt store succes'er med flere hundrede mennesker til en aften med god musik, dans og spisning. Dette års vinterbal afvikles lørdag den 22. februar, og bord- og billetbestilling skal ske ved henvendelse til Stenvad Mosebrugscenter. Fælles for alle øvrige arrangementer er det dog, at her foregår billetsalget ved døren.
Rakettens første arrangement i år finder sted i Glesborg Kirke søndag den 26. januar. Her bydes der på en klassisk kirkekoncert med Grenaa Kammeransemble, Grenaa Koret og et antal solister, blandt andre Morten Kold og Anna Wierød.
Kulturcaféerne ude i forsamlingshusene var med det allerførste raket-år i 2000, og det har vist sig at være et så bæredygtigt koncept, at de har været med lige siden. Omend med skiftende forsamlingshuse på programmet. I år er der således fire kulturcaféer på programmet - henholdsvis i Hemmed, Rimsø, Ramten og Fannerup. De vil hver især blive omtalt nærmere i Grenaa Bladet i takt med at det bliver aktuelt at foromtale disse kulturcaféer.
Barok-buffet og teatercafé i Mosebrugscentret
På nyhedssiden er der ting som en barok-buffet i Stenvad Mosebrugscenter den 6. marts og en teatercafé samme sted den 4. april. Derudover kan man opleve spirituals i Glesborg Kirke, kirkekoncert med Djurs Barok i Ørum Kirke, operamatiné med blandt andre sangerinden Sanne Kolman på Meilgaard Slot, gospelkoncert i Stenvad Kirke med gospelkoret »Shine« og tradtionen tro også en ungdomsmusical i Ørum. Blandt meget andet.
På pressemødet sagde formanden for Børne- og Kulturudvalget i Nørre Djurs Kommune, Kaj Agerskov, blandt andet følgende.
- Vi er fra kommunalbestyrelsens side utroligt stolte over, at kunne være med til støtte en så utrolig flot og farverig raket. Her er virkelig noget for enhver smag, og det er ganske imponerende, at vi her i Nørre Djurs i disse sparetider kan præsentere et så flot kultur-program. Det kan maksimalt koste kommunekassen 75.000 kroner at støtte kulturraketten her i 2003, og det er helt utroligt, hvad vi får af kultur for de penge. Men der ligger altså også et kæmpe uegennyttigt arbejde bag det her, sagde Kaj Agerskov.
Bo Jacobsen supplerede:
- Og jeg vil gerne for min del rose politikerne for, at der blev fundet en løsning, så kulturraketten kunne flyve videre. Det havde været ubærligt at miste en så stor succes og så stort et aktiv for kommunen, som raketten er blevet. Men opbakningen ude i de forskellige områder er ikke mindre, for her må man bære en større risiko for selv at tabe penge på et givent arrangement på grund det indførte loft i underskudsgarantien.
Atter andre har slet ikke kunnet få en underskudsgaranti. Alligevel har man villet være med. Jeg synes det er utroligt flot, at det har kunne lade sig gøre, sagde Bo Jacobsen, der også kunne fortælle, at raketten efterhånden har vakt så meget opsigt rundt omkring, at modellen meget vel kan gå hen og udvikle sig til et kulturelt samarbejde gældende for hele Djursland.
- Det tegner til, at vi kan gå hen og blive foregangsmænd på Djursland med det her kultur-koncept, og det kan vi godt tillade os at være ganske stolte af. Det vil sige lave masser af kultur for meget små penge. Men det kan som sagt kun lade sig gøre via diverse kulturelle ildsjæle og politikere og embedsmænd med hjertet på rette sted, sagde han afslutningsvis.
Den lokalekunstner, Morten Skovmand, er med blandt aktørerne i dette års »Kulturraket« i Nørre Djurs.
Operamatiné på Meilgaard Slot søndag den 27. april er andet af de kulturelle tilbud i dette års »Kulturraket« i Nørre Djurs.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002