Grenaa Bladet - 2003-01-14
Tre indbrud i Grenaa i løbet af den samme nat

Natten til onsdag i sidste uge blev der begået indbrud tre forskellige steder i Grenaa.

Det gik blandt andet ud over Vinduessnedkeren på Nordhavnsvej ved Grenaa Havn. Alarmen gik kl. 00.10, og det har angiveligt haft den ønskede kriminalpræventive effekt, for gerningsmændene er stukket af umiddelbart derefter, og uden at tage noget med sig derfra.

Østre Hallen på Skolebakken i Grenaa var også i tyvenes søgelys denne nat. Her opbrød man et vindue til kiosken i hallen, og herfra stjal man et mindre kasseapparat og nogle slikvarer. Endelig var der denne nat indbrud hos fysioterapeuterne på Nytorv.

Man er kommet ind ved at knuse en rude. Helt nøjagtigt hvad der er blevet stjålet, stod ikke helt klart dagen efter indbruddet.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002