Grenaa Bladet - 2003-01-14
DOT Miljø tager kampen op mod tinnitus og høreskader!

Forestil dig aldrig at kunne lukke for prøvebilledets hyletone eller ikke kunne høre lærken den første forårsdag. Det er ved at blive en del af mange menneskers hverdag, og problemerne bliver ikke mindre de kommende år.

- Heldigvis er både politikere, fagfolk og den enkelte dansker ved at blive mere bevidste om støjens påvirkninger for os mennesker. Vores hverdag er støj fra morgen til aften. Det er som om vi ikke kan »leve« uden lyd. Men er vi parate til at gøre noget ved det, siger Anne-Dot Hertel fra DOT Miljø, der kommer til Grenaa og fortæller om emnet i forbindelse med den næste Ménière- og Tinnitus Café i Kulturhuset Pavillonen. Det sker tirsdag den 21. januar.

Anne-Dot Hertel har selv tinnitus på 8. år. Desuden har hun indsamlet erfaringer med mennesker og arbejdsmiljø på tæt hold gennem 20 års arbejde. Især støjens påvirkninger på hørelsen og i kroppen har optaget hende meget.

- Jeg har arbejdet for at bevidstgøre medarbejderne til at passe bedre på deres hørelse, men det er vanskeligt for det drejer sig også om at flytte holdninger - både hos den enkelte, men også hos virksomhedens ledelse, fortæller hun.

I 1999 gik hun i samarbejde med et hollandsk firma, hvor hun fik licens til fremstilling af Ear-Care høreværn i Danmark. Høreværnene er individuelt formstøbt efter den enkeltes ører. Dette sikrer en suveræn pasform. Der indbygges et filter, der gør det muligt at kommunikere med andre. Alt efter den enkeltes behov kan filtre skiftes.

- Noget nær det optimale høreværn med det kendskab jeg har til det enorme høreværnsmarked, der er i dag, siger Anne-Dot Hertel, der i dag og på 3. år driver DOT Miljø, som gør i fremstilling af DOT-høreværn, arbejdsmiljøundervisning og foredrag. Tirsdag i næste uge kommer hun som allerede nævnt forbi Grenaa.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002