Grenaa Bladet - 2003-01-14
Håndværkerforening har uddelt legater på Grenaa Teknisk Skole

Grenaa Haandværkerforening har uddelt legater til fire håndværkslærlinge samt til én håndværkssvend under videreuddannelse. Legatuddelingen fandt sted ved en sammenkomst på Grenaa Tekniske Skole lørdag den 4. januar. Der var 1.000 kroner til hver af lærlingene, mens håndværkssvenden under uddannelse modtog et legat på 2.000 kroner. Følgende fire lærlinge modtog et 2003-legat fra Grenaa Haandværkerforening:

- Skorstensfejerlærling Lars Henry Kondrup, der er i lære hos skorstensfejermester Knud E. Christensen, Trustrup.

- Frisørlærling Camilla Wahl Andersen, der er i lære hos Fuglevængets Frisør i Grenaa ved frisørmester Inge Nielsen, Grenaa. Camilla vandt sølvmedalje ved DM 2002/Danish Open ved Copenhagen Hair Festival

- Frisørlærling Janne Brøndlund Jacobsen, der er i lære i Citysalonen i Grenaa ved frisørmester Birgit Lauridsen.


- Frisørlærling Merete Sørensen, der er i lære i Byens Frisør i Grenaa ved frisørmester Kirsten Marie Nielsen

.
Legatet til en håndværkssvend under uddannelse gik til Frank Kruse Kristensen, Grenaa, der er udlært grafisk trykker (litograf) hos Grefta Tryk i Grenaa, og læser nu den grafisk arbejdsleder-uddannelse på Den Grafiske Højskole i København.


Legatuddelingen blev forestået af tømrer- og snedkermester Bo Petersen fra Grenaa Haandværkerforening i sin egenskab af formand for legatudvalget, som udover de her nævnte legater også uddeler legater på Grenaa Tekniske Skole ved afslutningen af alle uddannelser. Noget der p. t. løber op i et beløb på 6.500 kroner årligt.

Ved en sammenkomst på Grenaa Tekniske Skole lørdag den 4. januar uddelte Grenaa Haandværkerforening legater til fire håndværkslærlinge samt til en enkelt håndværkssvend under videreuddannelse.

Foto: Lene Madsen




[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002