Kommunemesterskabet i motionsbadminton 2003 nærmer sig på raske fjed |
Badmintonklubberne i Grenaa Kommune er atter gået i gang med planlægningen af motionsbadmintonstævnet i Grenaa Idrætscenter i år. Stævnet afvikles søndag den 9. februar fra midt på formiddagen til sidst på eftermiddagen. Stævnet startede som et forsøg i 1999, og har lige siden været afviklet hvert år. Der er tale om et godt og spændende initiativ, der afvikles på tværs af foreningerne.
Tanken bag stævnet er opstået i de lokale klubber, som synes, der er meget få stævner for egentlige motionister. Man ønskede derfor at lave et stævne med en stærk betoning af det sociale, og med mulighed for at få en festlig badminton-dag.
Stævnet er lavet for motionister, som ikke deltager i turneringer på serieplan. Det er også en betingelse, at man skal være fyldt 18 år, samt bo i eller have tilknytning til Grenaa Kommune. Det er lige meget, om man er medlem af en klub i forvejen eller ej. Der spilles i fire række, og hver af de fire rækker er delt op i begyndere og øvede. Der spilles mixdouble, herredouble, damedouble og veteran 60+. Stævnet bygges op som et puljestævne, hvorved alle deltagere er garanteret mindst to kampe.
Man kan tilmelde sig som et par eller alene. Stævne-arrangøren vil så forsøge at danne par ud fra tilmeldingerne fra denne kategori af »solister«.
Det er også muligt at deltage i mere end én række. Der spilles efter de almindelige badminton-regler, og der er i stævnegebyret indregnet 1 bold pr. kamp. Der kan købes yderligere bolde ved dommerbordet. Sidste frist for tilmelding til stævnet er torsdag den 16. januar. Man kan kontakte Frank Hansen, Stanley Kansey eller Benny Lund i så henseende. Det samme gør sig gældende vedrørende overassistent Lotte Tranemose på Grenaa Rådhus.
Så skal der påny arrangeres badmintonstævne i Grenaa Idrætscenters opvisningshal. Det sker søndag den 9. februar, idet man afvikler dette års Kommunemesterskab i motionsbadminton.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002