Grenaa Bladet - 17-12-2002
Nye beboere til Kattegatcentret i Grenaa:

Tre citron-hajer, en håndfuld bånd-muræner og en koral-bars fandt vej til Kattegatcentret
En lille ladning tropiske fisk - tre citron-hajer, en lille håndfuld bånd-muræner og en koral-bars - tog onsdag i sidste uge turen fra Fyns Akvarium ved Vissenbjerg på Fyn til Kattegatcentret i Grenaa. Fiskene kommer således fra et lille privatejet akvarium, som nu er ved at lukke ned, fordi ejeren må give op på grund af alder. Han har drevet det i cirka 30 år, men nu er det altså slut. Fiskene bliver solgt, og blandt andet har Aqua i Silkeborg hentet nogle store maller i Fyns Akvarium. Kattegatcentret har givet cirka 1.000 kroner pr. fisk, hvilket må siges at være billigt i betragtning af hvad det ville have kostet at hente de samme fisk i deres naturlige omgivelser, hvilket vil sige området omkring Florida i USA. Her kan den samlede udgift - inklusive den meget dyre transport - snildt løbe op i 100.000 kroner, fortæller Kattegatcentrets direktør, Knud Bruno Andersen.


3 kattegatcentet 4 fv.jpg (2900 bytes) 4 kattegatcentret 4 fv.jpg (2198 bytes)

Omladningen af de tre citron-hajer fra lastbil til det netafspærrede lavtvandsområde i hajtanken, gik helt efter planen, og de tre citron-hajer så umiddelbart ud til at være i fin form. De gav sig straks til at svømme lystigt rundt, og afprøvede små-hidsigt områdets grænser af ved at buse ind i netafspærringen.
De er cirka 1 meter lange, og minder meget om de revlehajer, som i forvejen svømmer rundt i hajtanken sammen med de to kæmpestore tiger-hajer, rokker, nurse-hajer og en række forskellige tropiske småfisk. Og citron-hajerne kommer da også til at fylde pænt i landskabet, for fuldt udvoksede når de en længde på 2 1/2 meter.

Bekymret direktør
Det er dog ikke uden en vis bekymring, at de bliver sluppet løs i hajtanken på et tidspunkt.
- Citron-hajer har ry for at være nogle værre labaner, der godt kan finde på at spise de småfisk, der måtte være. Selv om de bliver fodret. Men vi håber selvfølgelig, at de finder sig til rette i hajtanken sammen med de andre fisk uden problemer. Nu hjælper det måske også lidt på situationen, at de ikke længere er øverst i fødekæden, siger Knud Bruno Andersen med henvisning til skiftet fra et relativt lille akvarium på Fyn til den store hajtank i Kattegatcentret, hvor de fleste af beboerne er noget større end de tre citron-hajer. Så det kunne godt være, at god opførsel ville være en fordel for de tre nye beboere...
De får også selskab af den koral-bars, der var med fra Fyn. Der er tale om en art tropisk havaborre, der kan blive endog meget stor. Den kan i øvrigt også blive temmelig agressiv, så det kan være der er nye tider på vej i den hidtil ellers relativt rolige hajtank.

»Sonja« er død
De nye beboere i hajcentret opvejer i nogen grad tabet af én af de øvrige. Den norske sæl »Sonja« klarede ikke omvæltningen til Kattegatcentrets udendørs sælanlæg, og er således ikke længere at tælle blandt de levende sælers rækker. Derimod stortrives den anden norske sæl, »Harald«, som ene hane i kurven overfor de to »gamle« hunner, Sally og Molly. Han styrer med andre ord hele sælanlægget, så de to hunner ikke får et ben til jorden - eller rettere sagt en luffe.
Nelly - den hun-sæl, som Kattegatcentret tidligere på året fik fra Odense Zoo - befinder sig i øjeblikket i karantæne-afdelingen til opfedning. Hun var blevet for tynd. Når hun har fået lidt mere sul på kroppen, er det meningen, at hun skal ud i sælanlægget igen, hvor »Harald« så får endnu en hun-sæl han kan charmere.

Lukkeperiode
Til næste år vil Kattegatcentret for første gang forsøge sig med en lukkeperiode på en lille måneds tid i december-januar, der i forvejen er en stille periode hvad gæster angår. Det sker for at få bedre tid og bedre forhold til at lave nødvendige reparations- og renoveringsarbejder, foruden etablering og opbygning af nye projekter. Noget som man indtil nu har skulle klare udenfor den almindelige åbningstid for ikke at genere gæsterne. Ikke just den biligste løsning altid.
- Så nu prøver vi med en lukkeperiode til næste år for at se hvordan det går. Som det er nu forsøger vi at gennemføre tingene løbende, samtidig med, at vi har gæster, og det kan godt give stress og tidspres op til påske, hvor vi skal være færdige, fordi det er her besøgstallet stiger, og som dermed udgør starten på vores højsæson. Lukkeperiode skulle meget gerne bevirke, at det bliver nemmere for os at blive klar til tiden, siger Knud Bruno Andersen, der kan fortælle, at besøgstallet for 2002 lander på cirka 280.000 gæster. Et godt stykke fra de 400.000 som centret lå på i de første år, men en kombination af hård konkurrence og at nyhedens interesse naturligt er falmet, har gjort, at Kattegatcentret nu er havnet i nabolaget af de 300.000 gæster om året, og det ville ikke genere Knud Bruno Andersen, om man nu får stabiliseret besøgstallet på dette niveau i en længere årrække fremover.
- Vi har budgetteret - lavt - med 250.000 gæster i 2003, men det er for at være på den sikre side. Jeg tror på, at vi som minimum når det samme resultat som i år. 2003 er jo et stort år for os, fordi vi har 10 års jubilæum, og det kommer selvsagt ikke til at gå stille af. Vi planlægger en lang række aktiviteter spredt over hele året, og det skulle naturligvis gerne give en positiv afsmittende effekt på besøgstallet, slutter Knud Bruno Andersen.


[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002