Ældre Sagen i Grenaa klar med et nyt halvårs-program |
Ældre Sagen i Grenaa er klar med et nyt
halvårs-program, der strækker sig fra mandag den 13. januar - hvor sognepræst Ulla
Morre Bidstrup gæster Posthavecentret med lysbilledforedraget »Luthers liv og tanker« -
til en weekend sidst i august, hvor man drager på bustur til Sverige. Imellem disse to
yderpunkter er der naturligvis en lang række aktiviteter og arrangementer for Ældre
Sagens mange medlemmer i Grenaa.
Således blandt andet mandag den 27. januar, hvor Kulturhuset Pavillonen danner rammen om
en Jeppe Aakjær Cabaret ved Bente Kure og Leif Ernstsen.
Februar indledes med et foredrag i Posthaven om digteren Per Højholt ved lederen af
Århus Kunstakademi, Torben Rasmussen. Sidst i denne måned kan man samme sted blive
klogere på Skagensmalerne ved at lytte til Kirsten Jordahn Kirketerp, der til daglig er
museumsformidler ved Silkeborg Kunstmuseum.
Marts måned byder på to større arrangementer - og begge afvikles i Posthaven. Dels
årsmødet med beretninger og valg, efterfulgt af et foredrag ved den tidligere
landsholdsspiller, Henning Enoksen, Grenaa, der vil fortælle om et liv i idrættens tegn.
Sidst på måneden kommer Voksen- og Fritidsudvalget og Ældrerådet i Grenaa Kommune og
sørger for en debataften om kommunens fremtidige ældrepolitik - heriblandt politikernes
holdning til etablering af et hospice på Djursland.
Højskoleophold i april måned
April måned byder blandt andet på et ældrekursus på Nørgaards Højskole i Bjerringbro
fra den 7. til den 12. april. Overskriften på kurset, der inkluderer en række udflugter,
er »Skønne Jylland - kunst, kultur og fortælling«. Tilmelding er nødvendig og skal
ske snarest til Palle Schødt eller Edel Pedersen.
April måned byder derefter på et virksomhedsbesøg på Grenaa Havn og en aften i
Posthaven i selskab med Tom Mortensen, der kommer og fortæller om antikviteter og
vurderer de ting, som medlemmerne måtte tage med denne aften.
På bustur til Nordtyskland
Maj måned byder på en operetteaften og en busrejse til Nordtyskland. Operetteaftenen
foregår i Posthaven, hvor sangerinden Sanne Kolman kommer og løfter stemningen med glade
toner og medrivende melodier fra kendte operetter og musicals. Busrejsen til hansestæder
og hertugdømmer i det nordtyske foregår i dagene fra den 19. til den 23. maj, og det
sker i samarbejde med Ældre Sagen i Ebeltoft og DTF-Travel A/S. Tilmelding til denne tur
skal ske ved henvendelse til Edel Pedersen eller Heidi Ørom.
Juni måned byder på et enkelt større arrangement - nemlig en bustur til Skagen, hvor
der bliver lejlighed til at besøge Skagen Museum, den tilsandede kirke, Grenen og Skagen
Havn. Og Ældre Sagens program for første halvår af 2003 lukker og slukker så med 3
dage i den svenske natur i august - fra den 22. til den 24. august - med besøg i Lund,
Kalmar og Varberg med mere.
Faste aktiviteter såsom bowling
Men der kører naturligvis også en række faste, ugentlige aktiviteter i Ældre Sagen
Grenaa. Således bowles der fortsat hver mandag formiddag i Grenaa Bowlingcenter. Her er
der sæsonstart den 6. januar.
Bridge spilles der også fortsat, så kortene flyver om ørerne på deltagerne, og det
foregår på onsdage eftermiddage med sæsonstart den 8. januar.
Ældre Sagen kører også et besøgs-neværk i forhold til ensomme ældre, og kunne man
tænke sig at gå ind i et frivilligt arbejde som dette, skal man kontakte Vibeke Enoksen.
Medlemmer af Ældre Sagen har også adgang til Grenaa Motionscenter på nogle særlige
vilkår - og dermed til en fordelagtig pris. De »kugleskøre« petanque-spillere fra
Ældre Sagens Petanque Klub holder vinterpause i øjeblikket, men starter op igen på
banerne ved Stadion Allé 15 tirsdag den 1. april. Ældre Sagens traveture fortsætter
imidlertid uanfægtet af det kolde vejr, og der traves rundt i Grenaa Plantage tirsdage
formiddage med start ved Grenaa Idrætscenter.
Ældre Sagen i Grenaa er klar med et nyt program, der gælder for 1. halvår af 2003.
Blandt andet har medlemmerne mulighed for at komme med på et virksomhedsbesøg på Grenaa
Havn mandag den 14. april.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002