»Ringenes Herre 2« har Danmarkspremiere i Kino |
»Ringenes Herre - De To Tårne« har
Danmarkspremiere i blandt andet Grenaa Kino onsdag den 18. december. Knap 1 million
danskere løste billet til første del af nyindspilningen af Tolkien-trilogien, og der er
intet der tyder på, at Ringenes Herre 2 bliver et mindre tilløbsstykke.
Forlydender fra en presseforevisning i London peger da også i retning af, at der er noget
at glæde sig til. 2'eren skulle være et endnu større stemningsmættet action-brag end
1'eren var, og det siger jo ikke så lidt. Den sidste halve time af filmen består efter
sigende af et så fantastisk slag mellem filmens gode og onde kræfter, at det ville kunne
gøre selv en Akira Kurozawa grøn af misundelse. Handlingen i 2'eren starter dér den
slap i 1'eren. Hobitten Frodo og hans bedste ven Sam er på vej mod Saurons borg i Morder
for at kaste »Ringen« tilbage i de flammer, hvor den i sin tid blev støbt. Det eneste
der kan tilintegøre den. Filmen krydsklipper desuden til hobitterne Merry og Pippin, der
tager en anden vej - gennem en fortryllet skov - mod Mordor end Frodo og Sam, mens noget
tilsvarende kan siges om Aragorn - spillet af næsten-danske Viggo Mortensen - og hans tro
følgesvende, der på deres vej skal forbi den onde troldmand Saruman og hans slæng af
fremavlede krigere. Aragorn skulle efter sigende endnu engang få god brug for sit sværd.
Første forevisning er for natteravnene, idet den kører kl. 00.02 onsdag den 18.
december. Forinden har man faktisk mulighed for at se 1'eren som optakt til den længe
ventede 2'er. Her starter man altså tirsdag aften den 17. december i Grenaa Kino.
De øvrige film på Kino's program i indeværende uge er »Harry Potter - Og
Hemmelighedernes Kammer«, Niels Malmros-filmen »At Kende Sandheden« og Disneys nye, og
meget roste, sci-fi-tegnefilm »Skatteplaneten«.
Kino har lukket den 24. december, men åbner op igen allerede 1. Juledag, samtidig med, at
den lokale biograf kan byde på endnu en Danmarkspremiere, nemlig den nye danske børne-
og familiefilm »Bertam & Co.«.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002