Grenaa Bladet - 10-12-2002
Julestue i »Glashuset« ved Bønnerup Strand

Som noget nyt har »Glashuset«, der er beliggende på Havet 100 ved Bønnerup Strand, i år indrettet en julestue med masser af gode idéer til den hyggelige juletid. Udover et stort juleprogram fra »Sia«, »Villa Collection«, »Broste«, »Ib Laursen« og »House Of Hansen«, kan man i »Glashuset« finde flotte håndlavede og unikke julenisser udført af en lokal kunsthåndværker.
- Udover de mange spændende juleting er der store muligheder for at finde den helt rigtige julegave iblandt vore mange julegave-idéer i brugskunst og kunstglas. Julegaven kan desuden gøres personlig med en indslibning af monogram, tekst eller motiv. Monogram designes uden beregning, og selve indslibningen er næsten gratis, siger Per Enevoldsen fra »Glashuset«.
Julestuen i »Glashuset«, hvor der i øvrigt også serveres varm gløgg og æbleskiver, har åbent alle ugens dage - undtagen mandag og tirsdag. Ikke mindst er der tale om et oplagt mål for en juleudflugtstur her i weekenderne op til jul.



[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002