Grenaa Bladet - 10-12-2002
Erindringer fra Hyllested Skovgårde

Det historiske Udgiverværksted i Grenaa er nået til sin 6. udgivelsen, nemlig Ove Højfeldt Lund's »Hyllested Skovgaard - Erindringer«. Udgivelsen blev fejret på Grenaa Egnsarkiv fredag den 29. november.
Ove Højfeldt Lund, København, er som allerede nævnt forfatteren bag bogen, der handler om hans barndoms landsby, Hyllested Skovgårde. I bogens første del får læseren en gennemgang af landsbyens historie fra dens grundlæggelse i 1759, da seks gårde fra Hyllested udflyttedes og fik navnet Hyllested Skovgårde. I bogen følger man disse gårdes historie frem til 1930'erne, og denne del af værket er baseret på grundige kildestudier.
Ove Højfeldt Lunds erindringer fra barndom og ungdom i 1930'erne og 1940'erne udgør anden halvdel af bogen. Han voksede op i byens skole og skildrer landsbylivet fra lærerhjemmet. Man kommer med rundt til naboerne, på indkøb i brugsen og på mejeriet. Man tages med til stranden og er med i barneleg samt ungdomsliv i den frie natur. Gennem egne oplevelser får man præsenteret et liv på landet, som for længst er blevet historie, men personer op i årene vil kunne nikke genkendende dertil. Grenaa Bladet bringer her et lille uddrag af bogens erindringsdel:
»Et af de foretrukne samlingssteder var »Brandmuren«, en cementmur, der forløb på langs af »Gaden«, og som var en rest af laden til den gård, som havde ligger dér, før den blev udflyttet som Højkærsvang. Det oprindelige stuehus til denne gård lå der endnu, for enden af »Brandmuren« med gavlen ud til »Gaden«. Der boede fiskehandleren Adolf Jensen, der kunne andet end at handle med fisk. Han røgede også skinker, flæskesider, pølser og makrel i et lille røgeri, han havde opført i baghaven. Han var en velanskrevet ekspert i hjemmeslagtning af svin. Og han kunne i en snæver vending klippe vores hår, hvis vi af én eller anden grund ikke fik gjort det hos maleren i Hyllested, som sammen med konen drev en regulær salon med spejl, marmorhylde og duftende vande. Det, som lokkede folk til, var den lille butik Adolf Jensen havde etableret i gavlen, fortrinsvis med diverse former for slik. Det var overvejende karlene, der var kunder i butikken. Vi børn var for det meste pengeløse. Men også vi yndedes af samles på den lille plads foran butikken og omkring »Brandmuren«, stående op ad den eller siddende på den«.
Bogen om Hyllested Skovgårde er på godt 100 sider, og kan købes på Grenaa Egnsarkiv og på Ebeltoft Museum.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002