Grenaa Bladet - 04-12-02
Nyt initiativ blandt de frivillige i Grenaa

Et nyt initiativ blandt de frivillige, sociale organisationer og foreninger i Grenaa ser dagens lys torsdag den 5. december, hvor 83 personer, der alle på én eller anden led laver et frivilligt, socialt stykke arbejde, samles til en samværsaften i Kulturhuset Pavillonen. Det er Frivillighedsrådet i Grenaa Kommune, der står bag arrangementet, som er et festligt af slagsen, idet der er tale om en aften med spisning og musik. Det sidste leveres af Kalle's Kapel.
Det er ingenlunde tilfældigt, at denne samværsaften for de lokale frivillige foregår den 5. december. FN's internationale Frivillighedskomité besluttede nemlig helt tilbage i 1980, at den 5. december hvert år skulle markeres som en social samværsdag, hvor de frivillige, sociale foreninger/organisationer kan fejre sig selv og hinanden. Det er første gang, at medlemmerne af de 41 foreninger, der laver frivilligt, socialt arbejde i Grenaa Kommune, får mulighed for at deltage i sådan en 5. december-fest. Et deltagerantal på 83 personer vidner dog nok i nogen grad om, at der er tale om en bæredygtig idé. Der har max. kunnet tilmelde sig fem personer fra hver forening, og der er lukket for yderligere tilmeldinger til denne festaften i Kulturhuset Pavillonen.
Frivillighedsrådet har i øvrigt fået en ny bestyrelse. Fritz Jensen fra Selvhjælpsgrupperne på Djursland har afløst Henry Markussen fra Méniere- og Tinnitus Caféen i Grenaa på formandsposten. Henry Markussen er i stedet blevet udpeget som sekretær, mens Per Møller er udpeget som kasserer. De øvrige menige medlemmer af bestyrelsen er Karin Hansen, Kai Hansen og Oda Jensen. Som suppleanter til bestyrelsen finder man Karin Kajhøj, Ejnar O. hansen og Bitten Tylvad.
Grenaa Kommune har udgivet en folder via Frivillighedsrådet, hvori man finder alle de frivillige, sociale foreninger, som befinder sig i kommunen. Herunder kontaktpersoner for hver af de 41 foreninger.


[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002