SCA investerer over 200 millioner kroner i Grenaa |
Mandag den 25. november blev det første
spadestik taget til de bygninger hos SCA Grenaa, som blandt andet skal huse en helt ny
bølgepapmaskine. Endvidere skal der bygges en helt ny råvarehal og ske en udvidelse af
færdigvarelageret. Der er tale om en samlet udvidelse på 6.300 m2, som ventes færdig
omkring den 1. maj næste år. Samlet investering: Over 200 millioner kroner!!
Hos SCA Grenaa - det tidligere Danapak Papemballage -
har man i lang tid ønsket en udskiftning af den efterhånden snart 30 år gamle
papmaskine - i daglig tale PM2'eren - der er selve hjertet i fremstillingen af
bølgepap-emballager. Efter at virksomheden blev overtaget af SCA-koncernen i 1999, er det
nu blevet muligt at gennemføre de store teknologiske forbedringer i virksomheden med
henblik på dermed at sikre virksomhedens fremtidige konkurrencekraft og -evne. Udover en
ny papmaskine vil der over de næste cirka 1 1/2 år blive investeret i blandt andet flere
stanse- og trykmaskiner, som skal sikre en større kapacitet, og dermed øgede
vækstmuligheder for SCA Grenaa. Projektet indebærer tillige, at der bliver indført
automatisk varetransport rundt i hele virksomheden fra den ene maskine til den anden. Et
system, som også vil bidrage til den øgede konkurrenceevne. Det samlede projekt ventes
færdig omkring sommerferien 2004.
Virksomheden har valgt at udføre byggearbejdet primært med lokale entreprenører, som i
forvejen er kendt i huset, men som også har været billigst i den licitation, som SCA
Grenaa udsendte i slutningen af august måned.
To-holdsskift i stedet for tre-holdsskift
Der er tale om en massiv investering og satsning, hvilket mest af alt tydeliggøres ved,
at man regner med, at det man producerer p. t. ved hjælp af tre-holdsskift, vil kunne
klares med et to-holdsskift, når det nye fabriksanlæg står klart. SCA Grenaa's
direktør, Finn Brødløs, lægger ikke skjul på, at det vil være ensbetydende med
afskedigelser på virksomheden, men i hvor stort et omfang, hverken kan eller vil han give
et bud på.
- Det er givet, at vi med det nye produktionssanlæg vil have brug for færre hænder til
at producere den samme mængde, men i satsningen ligger der jo også det, at den øgede
konkurrenceevne og produktionskapacitet jo meget gerne skulle medføre, at vi får endnu
kunder i butikken, og dermed også brug for flere folk, end der umiddelbart er tænkt ind
i det nye produktionssystem, sagde Finn Brødløs, da der mandag i sidste uge blev afholdt
pressemøde hos SCA Grenaa umiddelbart efter de første to spadestik til byggeriet var
taget. Det første af slagsen fik Grenaa Kommunes borgmester Gert Schou æren af at tage,
mens det andet blev taget af Finn Brødløs. Borgmesteren sagde blandt andet følgende i
forbindelse med spadestikket:
- Der er sjældent tale om et erhvervsbyggeri, når jeg som borgmester er ude og tage et
1. spadestik. Det er som regel altid i forbindelse med opførelse af boliger. Derfor er
det for mig særligt glædeligt at tage dette 1. spadestik, fordi det samtidig er
ensbetydende med, at én af vore store virksomheder udvider for et betragteligt
millionbeløb. Det er et godt signal at sende til omverdenen i en tid, hvor mangt og meget
ellers går os imod. Via Arla's og Grenaa Dampvæveri's lukninger i Grenaa - og ikke
mindst Århus Amtsråds nedprioritering af Grenaa Centralsygehus - står vi i en
situation, hvor vi mister mange arbejdspladser, men jeg ser slet ikke så pessimistisk på
tingene, som man måske skulle tro. Når TV2 Østjylland tager fat med dybt pessimistiske
indslag om Grenaa's manglende fremtid, og folk går rundt og bekræfter hinanden i, at det
går rigtig skidt, så får tingene en selvforstærkende effekt, som vi ikke kan bruge til
noget. Vi befinder os i en tid, der kræver store omstillinger, og det skal vi blot
indstille os på, og agere udfra. Det nytter ikke noget at klynke over tingene. Vi skal
fremad, og SCA Grenaa er helt bestemt med til at vise vejen med denne massive investering,
sagde borgmesteren blandt andet.
Dobbelt op på hastigheden
Den nuværende bølgepapmaskine er dimensioneret til at kunne køre max.160 meter pr.
minut, men det er faktisk lykkedes at »tune« den til at kunne køre i nærheden af 200
meter pr. minut, når det går aller-stærkest. Det er man selvsagt ganske stolte af hos
SCA Grenaa, men man stod ikke desto mindre overfor valget at skulle bekoste et stort
beløb på en totalrenovering, eller købe en ny og mere fremtidssikret maskine, og valget
faldt altså på at købe nyt. Den nye papmaskine har en længde på 140 meter og med en
maksimal produktionsbredde på 2 meter og 80 centimeter. Den maksimale
produktionshastighed bliver på 350 til 400 meter pr. minut, så der er rent faktisk tale
om en fordobling i forhold til den nuværende produktionskapacitet. Og det siger en hel
del, eftersom den nuværende produktion er af en sådan størrelse, at der kører 35-40
fyldte lastvognstog fra virksomheden hvert døgn.
Kig på tyskerne
Det er ikke mindst den tyske bølgepapindustri, som man har intentioner om at »stjæle«
markedsandele fra med denne satsning.
- Der er i løbet af en relativ kort årrække sket en fordobling af den danske import fra
Tyskland, så den nu er på 20% af det danske marked. Det er jo beskæmmende. Med den
satsning, vi foretager nu, ønsker vi at sige til tyskerne: Hertil og ikke længere! Vi
bliver så konkurrencedygtige, at vi kan tage kampen op på alle eksisterende
konkurrence-parametre, og dermed forhåbentlig vinde de markedsandele på det danske
marked tilbage, som tyskerne har snuppet. Og det glæder vi os selvsagt meget til at kunne
være i stand til, slutter Finn Brødløs.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002