Grenaa Bladet - 04-12-02
Tre sommerhus-indbrud i Ebeltoft-området

Grenaa Politi har kunnet notere sig yderligere tre sommerhus-indbrud begået i Ebeltoft-området. Mellem den 17. og den 22. november er det gået ud over et sommerhus på Dianavej i Holme, hvor man er stukket af med lidt af hvert: Diverse køkkenudstyr, stereoanlæg, TV, loftslamper, porcelæns-figurer, hele 25 flasker julesnaps foruden et par gavekort til Tøjeksperten Bygholm. Man er kommet ind i huset ved at knuse et køkkenvindue, og det samme »koncept« er blevet benyttet overfor et udhus på adressen.
I et sommerhus ved Handrup er det gået knap så lystigt for sig, idet man her har nøjedes med at stjæle en B&O-telefon. Her har man tiltvunget sig adgang ved at opbryde et vindue. Og det er sket på ét eller andet tidspunkt i perioden mellem den 9. og den 23. november.
Endelig har der været en tyveknægt på spil i et sommerhus ved Øer. Her er man sluppet afsted med et ældre B&O-TV, et mini-stereoanlæg og et par dyner.



[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002