Grenaa Bladet - 18-11-2002
Borgermøde om en ny skolestruktur den 5/12

Medlemmerne af Børne- og Ungdomsudvalget stak hoveder sammen i forbindelse med et møde på Grenaa Rådhus tirsdag i sidste uge. Eneste punkt på dagsordenen var en ny skolestruktur i Grenaa Kommune. Men der blev ikke lavet en konkret indstilling til byrådet, hvor man anbefalede hvilke skoler der skal være fødeskoler for hvem, og hvor der skal laves en eventuel overbygning for de ældste klasser. Udvalget lagde det i vid udstrækning ud til skolelederne at komme med anbefalingerne omkring dette emne.
Men forvaltningen blev også sat i sving, og sammen skal parterne prøve at finde ud af, hvordan en nye tildelingsmodel vedrørende ressourcerne til folkeskolen - det vil sige med de million-beløb, man har sat sig for at skulle spare - kunne se ud. Disse forslag fra såvel skolelederne som forvaltningen satser udvalget på at kunne behandle på et møde den 2. december. Herefter vil udvalget komme med en indstilling omkring en ny skolestruktur for Grenaa Kommune, og en indstilling som blandt andet vil blive vendt og drejet på et borgermøde på Søndre Skole i Grenaa torsdag den 5. december kl. 19-21. Her kommer man næppe til at diskutere det, som startede det hele, nemlig en lukning af en folkeskole (Mølleskolen), for det er politikerne gået væk fra. Man agter således at beholde alle fem fastlandsskoler. I stedet arbejder man ud fra forskellige modeller, hvor man flytter lidt rundt på de ældste elever på skolerne, så nogle skoler bliver fødeskole for andre - eller for blot én skole. Men hvem skal hvad?. Det vil politikerne i udvalget mægtig gerne have skoleledernes bud på. Der anmodes i den forbindelse især om en præcisering af, hvor der ses muligheder og barrierer for at opfylde målene om øget rummelighed, bedre kvalitet i undervisningen samt opfyldelse af de mål for området, der er formuleret i et visionsnotat for folkeskolen. Det er ingen hemmelighed, at politikerne over en bred kam håber at kunne hente en del af besparelsen på specialundervisningsområdet, som i øjeblikket er en særdeles kostbar affære, idet hele 21% af elevernei øjeblikket sendes udenfor normalklasserne til specialundervisning. Ved at gøre folkeskolen mere »rummelig« end den er for nærværende, håber politikerne at kunne nedbringe udgifterne til området ganske betragteligt, og dermed nå en pæn del af sparekravet.
Forvaltningen er også blevet bedt om snarest muligt at udarbejde et oplæg til etablering af en specialkostskole i sammenhæng med Søren Kanne Skolen.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002