Grenaa Bladet - 18-11-2002
DK-premiere på Harry Potter 2

Grenaa Kino er blandt premiere-biograferne, idet der på fredag den 22. november er Danmarkspremiere på den anden Harry Potter-film, »Harry Potter - Og Hemmelighedernes Kammer«. Ja rent faktisk har den lokale biograf en snigpremiere på programmet, idet filmen spilles første gang klokken 00.01 - altså 1 minut over midnat - natten mellem torsdag og fredag.
Troldmands-lærlingen Harry Potter fra Hogwarth er med andre ord klar til nye oplevelser på biograflærredet. Den første film fik såvel anmelderroser som et stort publikum, og noget tilsvarende bliver utvivlsomt også tilfældet med 2'eren, der ligesom den første er baseret på en roman af den engelske succes-forfatter J. K. Rowling, der er blevet multi-millioner på sine fantassifulde fortællinger om den lidt specielle engelske skoledreng Harry Potter.
Men der er natiúrligvis andre film på Kino's program i indeværende uge, omend sidste chance for at se »Kald Mig Bare Aksel« og Susanne Biers »Elsker Dig For Evigt« er torsdag den 21. november. Et ægte Hannibal Lector-gys fås - også efter denne dato - i »Den Røde Drage«, og ligeså kan man fortsat se Thomas Villum Jensens vellykkede familiefilm »Min Søsters Børn I Sneen« i Kino. Fra og med fredag den 22. november byder den lokale biograf endvidere på den amerikanske komedie »Guruen«, og desuden kan man i weekenden også se »Stuart Little 2«.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002