Skulptur, farvetræsnit og vævninger på biblioteket |
»Keld Moseholm og Jens Bohr - Skulptur -
Farvetræsnit - Vævninger« er titlen på en ny udstilling på Grenaa Bibliotek. Det er
Grenaa Kunstforening, der står bag udstillingen, som åbnede lørdag den 9. november, og
som kan ses på biblioteket frem til den 30. november.
Kunstnerne bag udstillingen er denne gang Keld Moseholm (for skulptur) og Jens Bohr
(træsnit og billedvævninger«, og de er begge bosat på Fyn.
Keld Moseholm, der er født i 1936, er en underfundig skulptør, der er bosat på Sydfyn
udenfor Fåborg med udsigt til det sydfynske øhav. Han er uddannet først på Det Fynske
Kunstakademi hos Kaj Kydborg fra 1958 til 1962, og derefter på Kunstakademiet i
København hos billedhuggeren Gottfred Eichoff fra 1965 til 1970. Dette uddannelsesforløb
har givet Keld Moseholm et solidt grundlag for at arbejde videre med den naturalistiske
skulptur i klassisk forstand. Men kunstneren savnede en måde, hvormed han kunne formidle
de mere abstrakte begreber og forestillinger om menneskelivet. De små tykke mænd, som
efterhånden er blevet Keld Moseholms kendemærke, blev skabt som et modstykke til de
naturalistiske skulpturer. De første små tyksakker blev formet i ler, men leret har sine
begrænsninger, så det materiale blev hurtigt erstattet med det mere smidige voks, som
igen kan omsættes til bronze. Den støbeteknik, som Keld Moseholm anvender, kaldes »cire
perdue«, hvilket betyder »tabt voks«. Med denne teknik kan man gengive meget fine
detaljer, og denne måde at støbe bronze på er særdeles velegnet til skulpturer. I
Indien har man brugt denne teknik i 5000 år.
Jens Bohr er for sin del uddannet på Det Jyske Kunstakademi 1983-87 på
tekstil-grafiklinien. Nu bosat ved Gabet, Hindsholm på Fyn siden 1987. Efter at have
arbejdet med billedvæv siden 1993, har han senere overvejeende arbejdet som grafiker. De
senere år kombineret med keramik-skulptur-relief. Han startede med at væve, men
efterhånden blev det mere og mere træsnit, der interesserede ham.
- Det minder om vævning, fordi det tager lang tid. Man bliver holdt fast. Der er meget
håndværk i det - når man fjerne noget er det væk. Jeg sjusker lidt, når jeg tegner.
Og så skal der være en historie. Det skal ikke være tilfældige tegn, udtaler Jens
Bohr, der blandt andet laver søkort, hvor det myldrer med tryk af skibe og mytologiske
væsner og tegn.
Udstillingen er tilrettelagt af Sammenslutningen af Danske Kunstforeninger og er en
vandreudstilling.
Grenaa Kunstforening åbnede lørdag den 9. november en ny udstilling på Grenaa
Bibliotek, hvor man blandt andet vil kunne se nogle af skulptøren Keld Moseholms
tyksakker.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002