Grenaa Bladet - 05-11-2002
Erhvervspris til lokal vognmand

Den lokale vognmand, Gert Svith, blev torsdag aften i sidste uge hædret med erhvervs- og initiativprisen »Kanne-Prisen«, der er indstiftet af Grenaa Haandværkerforening. Det skete i forbindelse med foreningens årlige »Torskegilde«, der i år blev afholdt på Restaurant Filip i Grenaa. Formanden for foreningen, Tommy Glindvad, gav følgende motivering for, hvorfor 2002-udgaven af prisen - der tidligere har heddet »Fidusen - skulle gå til Gert Svith:

gert svith.gif (57338 bytes)

- Du får Kanne-Prisen (det nye navn til prisen henviser naturligvis til Grenaa-helten Søren Kanne) fordi du har givet din forretning et langt sejt træk. Et sejt træk, der er kommet igennem diverse kriser indenfor bygge- og anlægsbranchen, og samtidig har du vokset dig til en stor størrelse. Jeg ved ikke hvor mange du har i dit brød, men du har sammen med dine sønner Lars og Henrik små 30 lastbiler på landevejen, og indimellem har du også andre til at køre for dig. Hertil skal så lægges dine folk i rendegraverne, gummihjulslæsserne, larvebåndsmaskinerne, i grusgravene og hjemme på kontoret. Du udvikler til stadighed nye forretningsområder ud over, at du også udvider og finder nye grusforekomster. Det sidste væsentlige område, der er kommet til, er at få styr på genbrug af byggemateriale. Du modtager og sorterer byggeaffald, for til sidst at knuse det meste og indbygge det i vores huse og veje igen. Den sidste bevæggrund er din indsats for at få reetableret råstof-gravningen. Her har du fået amtets miljøpris for dette arbejde, og det vil vi herfra også godt gøre en opmærksomhed ud af, sagde Tommy Glindvad, hvorpå han overrakte Kanne-Prisen til Gert Svith med et stort tillykke.

Grenaa-vogmanden Gert Svith er blevet hædret af Grenaa Haandværkerforening, der har tildelt ham erhvervs- og initiativprisen »Kanne-Prisen«.


[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002