Grenaa Bladet - 05-11-2002
Svend Brandstrup og Gert Schou vil snakke byudvikling med minister

Økonomiudvalget i Grenaa Kommune vil ikke finde sig i, at Århus Amt blankt har afvist kommunens byudviklings-ønsker i retning af nogle nye udsigts- og sommerhusgrunde. Der er tale om ønsker om nogle havudsigtsgrunde ved Stensmark og nogle sommerhusgrunde ved Annebjerg. Med henvisning til den gældende regionplan har amtet imidlertid afvist, at der kan ske byudvikling disse to steder. Men der står som bekendt også i regionplanen, at Grenaa som egnscenter skal være velforsynet med offentlige servicefunktioner - blandt andet det at have et velfungerende sygehus....!?
Økonomiudvalget vil med andre ord ikke finde sig i, at regionplanen kun gælder, når det passer Århus Amt. Derfor har udvalget besluttet at sende borgmester Gert Schou (S) og 1. viceborgmester Svend Brandstrup Hansen (V) til København for at snakke byvækst med Venstre's miljøminister Hans Christian Schmidt.
Svend Brandstrup Hansen fremførte på det seneste Økonomiudvalgsmøde den holdning, at amtet med sin spareplan på sygehusområdet har devalueret regionplanen i en grad, så alt pludselig er muligt. At regionplanen med andre ord har mistet sin autoritet i forhold til det vedtagne - herunder byudvikling. Svend Brandstrup Hansen mener således, at Grenaa Kommune skal gå langt mere agressivt til værks for at få presset de lokale ønsker omkring byudvikling igennem. Borgmester Gert Schou er fuldstændig enig med Svend Brandstrup Hansen i denne sag, og derfor tager de en smut til København for at forelægge deres synspunkter overfor ministeren, der ved en tidligere lejlighed overfor Svend Brandstrup Hansen har givet udtryk for, at såfremt Grenaa Kommune laver et gedigent stykke planlægningsarbejde, så skal han nok kigge på sagen. Uden dog at have lovet noget på forhånd.
Byrådet besluttede den 10. september 2002 at følge en flertalsindstilling fra Økonomiudvalget om, at arbejdet med byudviklingsområder i Grenaa skulle gennemføres i følgende rækkefølge/prioritering: Golfbanen, Stensmark, Annebjerg og Fuglsang.
Forvaltningen har efterfølgende indhentet tilbud på udarbejdelse af struktur-skitserne for byudviklingsområder ved Golfbanen og Fuglsang, og der er formentlig blevet valgt en byplankyndig til at udføre dette arbejde, idet disse linier læses.
Med hensyn til et nyt byvækstområde ved Stensmark og et nyt sommerhusområde ved Annebjerg kan udlægningen af områderne imidlertid ikke gennemføres, uden at der bliver foretaget en ændring af regionplanen. Forvaltningen har derfor sendt et brev til Århus Amt som regionplanmyndighed, hvori man anmoder om amtets stillingtagen til de to områder. Svaret herfra var negativt - blandt andet med henvisning til gældende regler om, at der ikke må bygges i kystnære zoner. Noget den forhenværende miljøminister Svend Auken håndhævede med stor nidkærhed, men et regeringsskifte udgør altså muligvis en åbning for Grenaa Kommune på dette område. Og ifølge amtet selv er indholdet i en regionplan jo ikke noget man nødvendigvis bør tage seriøst...

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002