Grenaa Bladet - 05-11-2002
Ny bestyrelse bag fodboldkostskolen på Hessel Gods

Bestyrelsen bag Hessel Gods Fodboldkostskole konstituerede sig ved det seneste bestyrelsesmøde som følger: Poul Bach (formand), Erik Stephansen, Per Bjerregaard (begge Brøndby IF), Elo Møller, Steen Gammelgaard, Karl Varmdal, Niels Peter Glerup og Finn Trikker.
Trænerstaben er uændret på den måde, at fodboldchefen fortsat hedder Kent Nielsen, mens Lars Lundkvist er træner/lærer, Flemming Povlsen er træner, Finn Trikker er forstander/træner, mens Kasim Suljkic er blevet fastansat som målmandstræner/træner.
Fodboldkostskolen inviterer i øvrigt unge, håbefulde fodbold-drenge fra hele landet til optagelsesstævne i den kommende weekend. Programmet indeholder orientering, kampe og individuelle samtaler med hver enkelt deltager.
Fodboldkostskolen optager hvert år 55 nye elever på det 1-årige forløb. Derudover råder man over en college-afdeling med henblik på et 3-årigt udannelsesforløb på skolen, der for nylig tog nyindrettede værelser i brug på overetagen til hovedbygningen. Der er således nu to collegeafdelinger på skolen - én med 11 værelser og én med 7. I det seneste nyhedsbrev oplyser skolen, at man med stor glæde kan konstatere, at alle værelser p. t. er i brug, samt at der er venteliste. Drengene tager sideløbende med deres fodboldspil en 3-årig handelsskoleuddannelse, men fra og med det nye skoleår 2003/2004 vil muligheden for at tage en HTX-udannelse på Grenaa Tekniske Skole også være til stede.

flemming poulsen 4 fv.jpg (10983 bytes)

Den tidligere danske landsholdsspiller i fodbold, Flemming Povlsen, er fortsat tilknyttet Hessel Gods Fodboldkostskoles trænerstab. I den kommende weekend er der i øvrigt optagelsesstævne på skolen.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002