Grenaa Bladet - 05-11-2002
Operation Dagsværk mangler ca. 40 firmaer

Operation Dagsværk i Grenaa - der koordineres fra Grenaa Gymnasium & HF - mangler henved 40 virksomheder forud for indeværende uges Operation Dagsværk-dag onsdag den 6. november. 235 elever fra Grenaa Gymnasium agter denne dag at levere et stykke arbejde i seks timer ude i virksomhederne- formedelst 250 kroner, som går i Operation Dagsværks kasse. I år går pengene til et humanitært projekt i Nepal i samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke.
- Mange har gennem familie, venner, bekendte og lignende fundet en arbejdsplads, men vi mangler lige små 40 velvillige virksomheder, for at vi kan få kabalen til at gå op, siger Sidsel Bruun fra Grenaa Gymnasium, der er med til at koordinere den lokale del af den landsdækkende kampagne-dag, der afvikles én gang om året til fordel for et stykke hjælpearbejde i den tredje verden. Og altid foregår det i samarbejde med en etableret og anerkendt hjælpeorganisation. I år er det altså Mellemfolkeligt Samvirke.
- Operation Dagsværk er næsten udelukkende baseret på frivilligt arbejde, og det betyder, at omkostninger ved at drive Operation Dagsværk holdes på et absolut minimum, så stort set alle de penge, der samles ind, kanaliseres over i det pågældende hjælpeprojekt. Vi har en regel om, at højst 10% af de indsamlede midler må gå til administration, men vi holder os hvert år et pænt stykke under dette loft, siger Sidsel Bruun, der selv er med i et opfølgningsprojekt vedrørende et tidligere OD-projekt rettet mod Makedonien. Når hjælpeområdet skal besøges, så betaler projekt-folkene da også selv rejsen.
- Vedrørende dette års Nepal-projekt handler det om at bygge skoler og sørge for undervisning til de allerfattigste i landet. De har ingen jord og er typisk analfabeter. Blandt andet er børnene nødt til at arbejde, for at familierne kan overleve. Det projektet handler om, er at sørge for, at de så får undervisning om aftenen, eftersom de er nødt til at arbejde om dagen, fortæller Sidsel Bruun, der kan kontaktes på tlf. 86 38 67 01 (bedst aften), hvis man som virksomhed skulle være interesseret i at købe en Operation Dagsværk'er for 250 kroner onsdag den 6. november.
- Det koster en arbejdsgiver 250 kroner for de seks timers arbejde, men man må naturligvis gerne give mere, slutter Sidsel Bruun.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002