Grenaa Bladet - 05-11-2002
Grenaa Havn kræver en ordentlig akut-modtagelse på sygehuset i Grenaa

- Vel er vi dygtige i Grenaa, og vel kan vi kompensere for meget, men vort helbred er - selv om vi lever i frie omgivelser - nok ikke bedre end de flestes. Derfor må vi fra Grenaa Havns side kræve, at der på Grenaa Centralsygehus findes en tilstrækkelig stor akut-modtagelse til at redde de mennesker, der ellers risikerer en alt for tidlig død mens de venter på en udrykningsambulance, der måske er optaget ved et trafikuheld, udtaler havnedirektør på Grenaa Havn, David York Christensen, i den seneste udgave af »Havn & Erhvervsnyt«, der udgives af Grenaa Havn A/S og Johnsen Offset A/S.
Under overskriften »Den (blod)røde tråd« kommenterer havnedirektøren de spareplaner på sygehusområdet, som Århus Amt barsler med for tiden - set med »havne-briller« på.
- At Grenaa Havn er én af de havne, der har rustet sig til en ny havnestruktur ved ekspansion og tilknytning af alle de nødvendige faciliteter for såvel offentlige serviceydelser som private aktører, ved de fleste i transportbranchen. Visionerne rækker langt, og der arbejdes kontinuerligt på udbygningen af havnens fysiske rammer og de aktiviteter, der finder sted på havnen. Når der ses bort fra containere, er Grenaa Havn i kraft af sin beliggenhed, én af de havne, der har størst mulighed for at blive transithavn for hele Skandinavien og Baltikum, skriver David York Christensen, og fortsætter:
- Havnen er samtidig godt understøttet af statslige funktioner som for eksempel redningstjenesten, der i den centrale del af Kattaget er placeret på Grenaa Havn, hvor det store redningsskib »Anne E. Rørbye« er klar til udrykning og undsætning af nødstedete søfolk. Søfolk, der hidtil har fået behandling og måske genoplivning på Grenaa Centralsygehus, der nu står overfor en planlagt nedlæggelse af den akutte behandling. Noget der virker totalt uovervejet og planløst i forhold til de aktiviteter, og dermed det beredskab, der skal findes på Grenaa Havn. Jeg tænker her specielt på medarbejderne på havnen, søfolkene, men så sandelig også på de 10-tusindvis af turister og sejlere, der hvert år befinder sig i og omkring Grenaa, udtaler havnedirektør David York Christensen i »Havne & Erhvervsnyt« for oktober 2002.

I den seneste udgave af Grenaa Havns eget blad »Havne & Erhvervsnyt«, udtaler havnedirektør David York Christensen, at de planlagte nedskæringer på Grenaa Centralsygehus virker totalt uovervejede og planløse i forhold til det beredskab, som skal forefindes på og for en havn af Grenaa Havns størrelse.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002