Dagens Nyheder på Grenaa bladet - 29-10-2002
Teateraften for forældre og unge om narkotika-misbrug

Tirsdag den 5. november arrangerer Grenaa Ungdomsskole og Sct. Georgs Gildet i Grenaa en teateraften i Kulturhuset Pavillonen med efterfølgende debat om narkotika-misbruget blandt de unge.
Teaterstykket hedder »Blind tillid« og opføres af narkomaner, der er kommet ud af deres misbrug. Stykket handler om en ung dreng, der er godt på vej ud i et narkomisbrug. Han har bøvl med forældrene, vennerne og politiet, og stykket handler i den forbindelse om nysgerrighed og brug og misbrug af hash og diverse piller. Publikum følger også en ung piges tilværelse, om hvordan hun lokkes til at tage narko, hvorved hendes liv bliver værre og værre, for til sidst at føre til en såvel dramatisk som tragisk afslutning.
Efter forestillingen er der debat, hvor ungdomskonsulent Karsten Aude og skuespillerne vil deltage. Man forventer fra arrangørernes side, at mange forældre vil møde op i Kulturhuset Pavillonen tirsdag aften i næste uge for at få et endnu bedre indblik i de farlige stoffer og deres katastrofale virkning. Der er gratis adgang til denne teateraften.

]

© Nørre Djurs Net 2002