Grenaa Bladet - 22-10-2002
Grenaa Kirke - Folk og Fjelde

En rejse på Færøerne med maleren Sven Havsteen-Mikkelsen ved provst Agner Frandsen, Askov.
Som søn af polarforskeren Ejnar Mikkelsen var Havsteen siden drengetiden dybt fortrolig med de nordiske egne og deres folk og historie. Venskabet med forfatteren Martin A. Hansen, Nexø forstærker denne fortrolighed. Sammen skabte de "Orm og Tyr" det store værk om religionsskrifter i Norden med Martin A. Hansens tekst og Havsteens træsnit
.
I oliebilleder og litografier har Havsteen skildret de nordiske landskaber - ikke som idyl, men som den baggrund for livet og historien, sagnet og sagaen, der ikke er menneskeskabt.
Sidst i 50`erne begyndte Kristus at optræde i landskabet. Det blev Havsteens lidenskab med enkle og kraftfulde strøg at male Kristus ind i Norden i det 20. århundrede. Herom vidner de mange kirkeudsmykninger, han ved sin død i feb. 1999 efterlod sig i kirker i Danmark og Norge og på Færøerne. Ikke mindst Færøerne vendte han tilbage til år efter år for at hente inspiration.
Provst Agner Frandsen beretter om disse temaer gennem fortælling og lysbilleder.
Organist Petrer Arendt medvirker med orgelmusik, der har forbindelse til billederne.
Foredraget er arrangeret i samarbejde med Folkeuniversitetet, og finder sted torsdag den 24. oktober kl. 19.30 i Grenaa Kirke.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002