Islam / En hindring for ligestilling |
SF Grenaa står som arrangør af et foredrag ved
Nahid Riazi i Kulturhus Pavillonen torsdag den 24. oktober.
Når den 36 årige Nahid Riazi taler om kvinderettigheder og undertrykkelse, er der vægt
bag ordene. Som kvindeaktivist og politisk aktiv måtte hun sammen med sin mand flygte fra
Irans præstestyre. Hun er ikke i tvivl om at Islam i sig selv er en hindring for
ligestilling og overholdelse af menneskerettigheder. Islam blander sig i alt, hvad der er
privat og i Iran ville hun blive straffet med døden for at være ateist og frafalden
muslim.
"Hvem skal bestemme, hvem Amina Lawal skal gå i
sen med"?
I øjeblikket er vestens øjne rettet mod den 31 årige Amina Lawal, som af en islamisk
domstol er dømt til døden ved stening. Dommen skal eksekveres så snart, hun er færdig
med at amme sin ni måneder gamle datter. Hendes eneste forbrydelse er, at hun har fået
barnet med en mand, hun ikke er gift med. Manden derimod går fri, da han påstår ikke at
være barnets far.
Som dansk koordinator for den Internationale komite mod stening kan Nahid Riazi berette om
dødsstraf ved stening i både Pakistan, Afghanistan og især Iran, hvor 3 kvinder venter
på steningsdøden.
Selv i Danmark har Nahid Riazi ofte været udsat for ubehagelige oplevelser på grund af
sine holdninger og meninger. Således har en gruppe unge mænd truet med at dræbe hende,
hvis hun levede i et islamisk land.
Ligesom der protesteres mod undertrykkelse i den store verden, skal der også protesteres
mod de samme holdninger i Danmark. Hun forventer ikke at danske Imamer tager afstand fra
stening, men hun forventer, at der i et demokratisk samfund bliver taget afstand fra
diskriminering og undertrykkende holdninger.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002