Grenaa Bladet - 22-10-2002
Nørre Djurs har vedtaget budget 2003

Der måtte hele 3 behandlinger til før kommunalbestyrelsen i Nørre Djurs kommune kunne vedtage sit budget mandag aften den 14.ds.
Resultatet af de lange og trange budgetforhandlinger bliver at der kan tilføres 12. mio. kr. til den slunkne kassebeholdning.

Den 3. behandling (Normalt kun 2 behandlinger) blev nødvendig fordi der i forløbet indgik nye tal og nye oplysninger og indstillinger.
Budgettet kom i hus efter en meget livlig debat , hvor der var skiftende flertal blandt de mange partier.
Et forslag om ringere saltning af vintervejene blev forkastet. Imod stemte kun venstre og konservative.
Borgmesterens forslag om at bruge 80.000 kr. til at udskifte ISDN-forbindelsen med en ADSL til hjemmearbejdspladser blev vedtaget, og kun Knud Andersen DF. stemte imod.
Ørum Aktiv Center fik bevilget et yderligere grundtilskud på 130.000 kr., hvilket ville ligestille begge hallerne i kommunen.
Venstra og konservative havde stille 6 ændringsforslag, hvoraf 3 blev nedstæmt. Det var forslag om tilskud til privat børnepasning, en blokbesparelse på 818.000 kr. vedr. socialområdet samt et forslag om yderligere 50.000 kr. til udviklingskontoen.
Et forslag om at afsætte yderligere 124.000 kr. til personalets efteruddannelser blev vedtaget med 10 stemmer for og 5 imod.
Diæter til skolebestyrelser på ialt 100.000 blev bevaret med 9 stemmer for og 6 imod.
Endelig var der forslag fra venstre og konservative om at afsætte 200.000 kr. til div. sti- og vejforbindelser bla. atien mellem Glesborg og Hemmed. Dette forslag blev vedtaget af alle i byrådssalen.
Et forslag om at spare 409.000 kr. på arbejdsmarkedsområdet og placere besparelsen på Stenvad Mosebrugscenter blev vedtaget med 9 stemmer.
Nørre Djurs Borgerliste, Nørre Djurs Listen og socialdemoktatiet ialt 8 stemmer fik gennemført en grundskyldspromilleforhøjelse fra 20 til 24 - Dette for at forbedre kommunens likviditet.
Efter en del ændringsforslag fra forskellige partier sluttede budgetforhandlingerne 2003 med at man blev enige om at bevilge 150.000 kr. til færdigprojektering af cykel/gangsti mellem Glesborg/Hemmed/ Gl. Bønnerup.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002