Svar til ældrerådene i Grenaa |
Nørre Djurs
Ebeltoft
Midtdjurs
og Rønde kommuner
Carl John Rasmussen, formand for amtets sundhedsudvalg har sendt følgende svar på
ældrerådenes protetsskrivelse vedr. påtænkt lukning /besparelser på Grenaa
Central-sygehus.
Idert jeg takker for ældrerådenes bemærkninger til de foreslåede besparelser på
Grenaa Centralsygehus, som vil indgå i det videre forløb. I henvendelsen rejses der
nogle spørgsmål, som jeg gerne vil forsøge at besvare.
I forhold til spørgsmålet om plejehjemmenes og hjemmehjælpens eller
hjemmesygeplejerskens mulighed for at ledsage ældre til og fra sygehuset vil jeg gerne
sige, at det ikke har været formålet med besparelsen, at udgifterne i stedet skulle
overvæltes på kommunerne. Derfor er forslaget også sendt til høring bl.a. i
kommunerne, så forhold af denne karakter kan blive drøftet.
Hvis forslaget gennemføres vil det selvfølgelig også kræve en drøftelse af det
velfungerende samarbejde vi har med kommunerne om udarbejdelse af sundhedsplanen og i
forhold til de ældreaftaler, der er indgået mellem en række kommuner og amtet.
I henvendelsen peges der på problemet med den længere transport for bl.a. pårørende
fra Grenaa, der ønsker at besøge en patient indlagt i Randers Centralsygehus. Til det
vil jeg gerne sige, at det bestemt er en af de ting, der har gjort indtryk på mig i
debatten. Derfor vil jeg gerne overveje, om det er muligt at finde en måde, hvorpå en
del af dette problem kan afhjælpes.
Vedr. spørgsmålet om, hvorvidt Randers Centralsygehus og sygehusene i Århus har den
fornødne kapacitet vil jeg gerne sige, at det har de naturligvis ikke på nuværende
tidspunkt. Derfor indgår det også som en del af forslaget, at der skal gennemføres en
udbygning af kapaciteten på disse sygehuse og i øvrigt også i Silkeborg.
I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt medlemmerne af Amtsrådet kan forsvare den
forskelsbehandling, som forslaget indebærer overfor de ældre borgere på Djursland, vil
jeg gerne sige, at det bestemt ikke er nogen behagelig opgave at gennemføre disse
besparelser. På den anden side føler jeg mig forpligtet at den beslutning, som det
samlede amtsråd har truffet vedr. nødvendigheden af at gennemføre besparelserne.
Sundhedsudvalget har nu fremlagt et forslag, som jeg mener er både forsvarligt og
afbalanceret. Det er nu lagt ud til høring, og på baggrund af den må vi så tage
stilling til, hvordan det endelige forslag skal se ud.
Med venlig hilsen
Carl Johan Rasmussen.
Som det fremgår af brevet fra Carl Johan Rasmussen, dateret Højbjerg den 10. oktober
2002 har formanden for amtets sundhedsudvalg ikke rykket sig meget i forhold til det
oprindelige besparelsesforslag, som stadig ligger fremme på amtsrådets bord. De 4
hørringer - 2 i Grenaa, og een i Odder og een på Samsø, har pt. ikke ændret formandens
syn på hele sygehussagen, hvorfor der stadig er brug for kamp og gode argumenter for at
bevare den decentrale sygehusstruktur.
Derfor! Grenaa Bladet har i samarbejde med Bent Risager Hvidbjerg besluttet at udgive en
speciel udgave/tillæg til GrenaaBladet som vi kalder SygehusAvisen.
SygehusAvisen vil være et indlæg i GrenaaBladet tirsdag den 29. oktober.
Redaktionen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002