Grenaa Bladet - 15-10-2002
Kriminalpræventiv medarbejder

Grenaa Politi har ansøgt rigspolitichefen om at måtte få lov til at ansætte forhenværende kriminalinspektør ved Grenaa Politi, Henning Knudsen, i en stilling som kriminalpræventiv medarbejder 12 timer ugentligt.
De 12 timer fordeles over to arbejdsdage, og Henning Knudsen vil kunne kontaktes vedrørende problemer af den eller den ande art hver mandag mellem kl. 8.00-12.00. Henning Knudsen tager eksempelvis ud og beroliger folk, som har været udsat for indbrud. Der kan være en stor utryghed forbundet med en sådan oplevelse - ikke mindst blandt ældre, enlige mennesker, og her kunne en snak med Henning Knudsen være en rigtig god ting. Han vil også kunne rådgive omkring en bedre tyverisikring af ens hjem eller virksomhed. Også det lokale SSP-arbejde kommer til at trække på Henning Knudsens store rutine og viden, idet han skal vejlede de politifolk, som er tilknyttet skolerne, og som underviser på disse. Foredragsvirksomhed og kontakt til forældregrupper/bestyrelser på skolerne, vil også være en del af Henning Knudsens virke i stillingen som kriminalpræventiv medarbejder ved Grenaa Politi.


[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002