Skolerne i Grenaa Kommune har dyrket »Den Gode Historie« |
Et samarbejde mellem Grenaa Bibliotek og Grenaa
Skolebiblioteker formåede at få folkeskolerne i Grenaa Kommune til at dyrke »Den Gode
Historie« hele sidste uge. Det hele blev skudt i gang på Beredskabsgården i Grenaa via
et stort åbningsarrangement mandag den 30. september med 250 fesstemte elever (læs: alle
4. klasser i hele kommunen).
Venstre's viceborgmester Svend Brandstrup Hansen åbnede festivalugen stående på
Beredskabsgårdens gamle brandbil. Herefter fortalte skuespiller fra Århus Teater, Ejnar
Hans Jensen, en god historie. Endelig diskede Mads & Alarm fra Grenaa Musikskole op
med musikalsk underholdning, ligesom 4. klasserne også benyttede lejligheden til at synge
festivalsangen.
Torsdag den 2. oktober om formiddagen var alle 5. klasserne fra alle skolerne samlet i
Grenaa Kino, hvor de skulle se børnefilmen »Anton« af instruktøren Aage Rais.
Efterfølgende fortalte filmens to hovedpersoner, Sofie og Jacob, gode historier fra
filmoptagelserne.
Fredag formiddag den 3. oktober var der så Bogpardy (en jeopardy om børne- og
ungdomsbøger) på Grenaa Bibliotek. Der var ved den lejlighed fem 8. klasser med én
klasse fra hver folkeskole i Grenaa Kommune. Hver klasse stillede med 2 quizdeltagere,
mens resten af klassen var tilskuere - men også med mulighed for at hjælpe deres hold
under nogle af spørgsmålene, der var baseret på følgende emner: Børne- og
ungdomsbøger, tegneserier, eventyr, historier, rim og filmmusik til bøger.
Vil skabe fokus på den gode fortælling
- Fortælle-festivalen er et landsdækkende projekt, hvor det drejer sig om at give
10-16-årige skoleelever nogle gode oplevelser med bøger og fortællinger. Vi håber, at
de mange aktiviteter vil bidrage til en øget interesse for fortællingen/den gode
historie, og frem for alt håber vi, at børnene vil kunne fortælle mange gode historier
om de positive oplevelser, de forhåbentligt har fået i løbet af denne »Fortælleuge«,
siger skolebibliotekskonsulent i Grenaa Kommune, Lissy Nørgaard.
Mange aktiviteter på alle 5 skoler
På alle 5 skoler har elever, klassens lærere og skolebibliotekarerne arbejdet sammen om
at etablere de mange forskellige aktiviteter for aldersgruppen. På Vestre Skole har man
et spændende udendørs sted, der hedder Snegleskoven, hvor man har kunnet digte, male og
gå på rævejagt blandt andet. Der har desuden på Vestre været tilbud om
teaterforestillinger, forfatterbesøg, bogudgivelser, gæt-vægten-på-en-bog-konkurrence
og besøg i »Løgnehjørnet« med videre.
På Østre Skole arbejdede mellemgruppen fra 4.-6. klasse hele ugen med Den Gode Historie.
Blandt andet har man afviklet en læse-marathon fra torsdag middag, hele natten med og
indtil fredag klokken 12.00, hvor der blev lavet en opgørelse over, hvor mange sider, der
var blevet læst, hvorefter en vindeklasse kunne kåres.
Søndre Skole summede også af liv og gode historier hele ugen. Her var der således mange
tilbud om teaterforestillinger, forfatterbesøg og allehånde læseaktiviteter. Blandt
andet fortalte »Døden fra Lübeck« historier i mørket under overskriften »Gys og Gru
i kælderen«.
Mølleskolen i Ålsø havde også rigtig mange festival-tilbud til eleverne. Det være sig
film, teater, læsehjørner med videre. Derudover var der arrangeret foredrag for 6.-8.
klasserne. Jørgen Norholm kom eksempelvis og fortalte 6. klasserne om »Kan hunde- og
kattemad smage for godt?«.
Toubroskolen i Lyngby/Trustrup satte for sin del fokus på natur og teknik og den gode
fortælling. Det betød, at hele læsesalen blev omdannet til et eksperimentarium.
Derudover var der film, forfatterbesøg, foredrag og masser af gode historier hele ugen
for de forskellige årgange. Ja, nogle af skolerne har fortsat aktiviteterne her helt ind
i uge 41.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002