Husk selen-kampagnedag fredag på Torvet i Grenaa |
Antallet af dræbte bilførere i byområder, der
ikke bruger sele, er mindst 4 gange større end for dem, der har sele på. Tallet taler
for sig selv - selen redder liv! Det er ét af hovedbudskaberne i selekampagne 2002, der i
oktober måned gennemføres af de lokale Færdselssikkerhedsudvalg i Danmark og Rådet for
Større Færdselssikkerhed.
Færdselssikkerhedsudvalget for Grenaa Politikreds - som består af repræsentanter fra
Grenaa Politi og de fire nærkommuner Nørre Djurs, Grenaa, Midtdjurs og Ebeltoft -
følger den landsdækkende kampagne op med en lokal aktivitet på Torvet i Grenaa på
fredag den 11. oktober om eftermiddagen. Her vil der være mulighed for at besøge en
udstillings- og aktivitetsstand, der giver de besøgende lejlighed til at afprøve
virkningen af sikkerhedsselen i den til kampagnen specialfremstillede »væltebil«, samt
prøve kræfter med en realistisk trykmåler. Derudover vil der være mulighed for
deltagelse i en lille konkurrence, hvor man ved besvarelse af nogle få spørgsmål
omkring brug af sikkerhedsselen, kan vinde mindre gaver i form af sikkerhedsudstyr til
bilen. Gaverne er venligst sponsoreret af Nymann Autoparts A/S på Trekanten i Grenaa.
Ved udstillingsstanden vil der også blive udleveret pjecer med information om
selekampagnen, balloner med kampagne-logo samt givet smagsprøver på den til lejligheden
fremstillede »selekage«.
I hele kampagneperioden vil der i de fire kommuner være opsat vejkantplakater på
vejnettet til synliggørelse af budskabet omkring brug af sikkerhedsselen - samt være
fremlagt sele-foldere på de respektive rådhuse.
Det helt entydige budskab i selekampagnen 2002 er, at de utroligt store omkostninger og
menneskelige tragedier, manglende selebrug medfører, står i skærende kontrast til, hvor
let det rent faktisk er at lave den afgørende forskel mellem uskadt og vansiret - nemlig
at spænde selen. »Husk selen - Det ta'r kun 2 sekunder!« er da også kampagnens slogan.
Det er oftest på de korte ture - eksempelvis til bageren - og i byerne generelt, at selen
ikke bruges. Det er en generel opfattelse, at risikoen for at forulykke er forsvindende
lille på en kort tur og/eller i bytrafik med lave hastigheder. Men virkeligheden er dog,
at ulykkesrisikoen er langt størst i byerne på grund af den høje koncentration af
biler. Og samtidig har sikkerhedsselen sin største effekt ved lavere hastigheder. Det er
derfor uhyre vigtigt at bruge selen - og ikke mindst i byerne. Idet to biler kolliderer
med »blot« 50 km/t. sker der faktisk en kraftpåvirkning, der svarer til vægten af en
fuldvoksen hunelefant - det vil sige i nabolaget af 4 tons. Det kan hverken arme eller ben
på en ellers meget stærk person modstå, men det kan selen.
Rådet for Større Færdselssikkerhed kan oplyse, at manglende brug af sikkerhedsseler
hvert år koster mindst 50 trafikdræbte og 250 alvorligt kvæstede.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002