Grenaa Bladet - 01-10-2002
Voldby Skole har indviet glaskunst

Voldby Skole har netop indviet et kunstprojekt, som blev påbegyndt i foråret i forbindelse med en temauge, og som nu er blevet færdig.

glasmaleri 1.jpg (5890 bytes)  glasmaleri 2.jpg (8099 bytes)

Kunst-afsløringen foregik på Voldby Skole fredag den 20. marts, og der er tale om en udsmykning i glas.
Udsmykningen er lavet i samarbejde med eleverne på skolen. Den tager udgangspunkt i deres billedlige fortolkninger af H. C. Andersens eventyr »Snedronningen«. Udsmykningen målet cirka 8 m2 opdelt i paneler, og den hænger i skolens nybyggede bibliotek i de store nordvendte vinduer. Med samarbejdet mellem elever, lærere og glaskunstneren Susanne Jøker Johnsen, har det været meningen at eleverne skulle have mulighed for at sætte deres eget fingeraftryk på den skole, som også har præget dem.
Kunstneren valgte derfor at lade børnene lave illustrationerne til eventyret. Efter en uges workshop med 30 elever fra bh. klasse til 7. klasser, lå der rigelige mængder skitser, tegninger og store kulørte plancher. Mange fantastisk fine tegninger har givet personerne i eventyret nye karakterer.
- Alt dette skitsemateriale har jeg bearbejdet, fortolket og overført til glas. I min bearbejdning har jeg lagt vægt på at udsmykningen skal fremstå med et samlet udstryk. De samme figurer går igen gennem hele historien, på trods af de mange og fantastisk fine, versioner, der findes i skitsematerialet, siger, Susanne Jøker Johnsen, og fortsætter:
- Efter bearbejdningen er illustrationerne blevet overført til planglas. Mønstrene og figurerne er graveret ind i glasset. Farverne er lagt på med pulveriseret glasfarve og skabeloner. Når hele billedet er bygget op med farver og gravering, er glasset blevet brændt, slutter kunstneren.

Glaskunstneren Susanne Jøker Johnsen fortæller elever, lærere og gæster om den nye udsmykning hun har lavet sammen med eleverne i skolens nye bibliotek. Foto: Lene Madsen

Glaskunstudsmykningen er inspireret af H. C. Andersen-eventyret »Snedronningen«. Foto: Lene Madsen




[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002