Grenaa Bladet - 01-10-2002
Dronningens fortjenstmedalje til en institution i Nørre Djurs

Nørre Djurs Kommunes ungdomsskoleinspektør Ejgil Kjærgaard havde den 1. august 2002 40 års jubilæum som ansat ved Nørre Djurs Kommune.
De første år var han almindelig folkeskolelærer i kommunen, men siden den 1. august 1971 har Ejgil Kjærgaard været leder af kommunens ungdomsskole. Han har gennem alle årene gjort et usædvanligt godt stykke arbejde med at få etableret »Danmarks bedste ungdomsskole«. Det er der belæg for at kalde den, eftersom den har landets højeste tilslutningsprocent. Ejgil Kjærgaard arbejder til stadighed med nye udviklingsprojekter for unge mennesker - specielt projekter om demokrati-indlæring. Også udlandet nyder godt af hans alternative og udviklende tanker. I de baltiske lande er han et meget anerkendt navn, og han bliver flittigt benyttet som kursusarrangør og leder af »fremtidsværksteder«. Han har endvidere arrangeret mange udvekslingsbesøg for både elever og lærere. Nørre Djurs Kommune har på den baggrund indstillet Ejgil Kjærgaard til Dronningens fortjenstmedalje i sølv, og medaljen blev overrakt af borgmester Jens Peter Jellesen ved et arrangement i mødesalen på rådhuset i Glesborg fredag den 20. september.

Nørre Djurs Kommunes ungdomsskoleinspektør har kunnet fejre 40 års jubilæum som ansat i kommunen. Fredag den 20. september fik han overrakt Dronningens fortjenstmedalje i sølv for sit enestående ungdomsarbejde i kommunen. Foto: Lene Madsen

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002