Dusør til politiassistent der fangede en røver i sin fritid |
Politiassistent Leon Kristensen, der er ansat på
deltid i Grenaa Politikreds med tjeneste i Grenaa, modtager på herstående foto en dusør
og en buket blomster af politimester Jens Wacher.
Den 2. september fangede Leon Kristensen nemlig en
vaskeægte bankrøver i sin fritid. Sparekassen Kronjylland i Ebeltoft fik besøg af en
mand, der truede sig til 10.500 kroner med en pistol. I naboejendommen hos EDC-mæglerne
befandt Leon Kristensen sig, og han satte resolut efter manden, selv om bankrøveren var
bevæbnet med en pistol. Det viste sig efterfølgende at være en splatterpistol, men det
kunne Leon Kristensen som udgangspunkt ikke vide noget om. Det er da også derfor Jens
Wacher har valgt at indstille ham til en dusør hos Rigspolitichefen, idet politimesteren
er af den opfattelse, at en sådan ekstraordinær grad af mod og beslutsomhed burde
belønnes med en erkendtlighed. Samlet set løber påskønnelsen op på et beløb på
1.500 kroner - plus en buket blomster.
Kriminalinspektør ved Grenaa Politi, Erik Schwarz, har i øvrigt kunnet oplyse, at der er
faldet dom i sagen, og at den pågældende mandsperson er blevet idømt 1 år og 9
måneders ubetinget fængsel. Og at han overgik direkte til afsoning ovenpå
domfældelsen. Foto: Lene Madsen
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002