»Mester og lærling« i kulturhuset |
Tirsdag den 8. oktober præsenterer Grenaa Kunstforening en koncert med Randers Kammerorkester (RK) i Kulturhuset Pavillonen.
Som en afglans af en enestående sommer spiller RK et af
kammermusikkens hovedværker, Franz Schuberts Forellekvintet, som blev til under et
lykkeligt sommerophold i de østrigske bjerge. Kammerorkestret åbner desuden sæsonen med
W. A. Mozarts Adagio og March, Joseph Haydn's Barytontrio samt Antonio Salieri's »Scherzi
instrumentali«. Som gæstemusikere denne tirsdag aften i kulturhuset medvirker endvidere
pianisten Frode Stengaard og broderen, Hans Stengaard, der er tidligere koncertmester ved
Århus Symfoniorkester.
»Mester og lærling« er titlen på denne koncertaften, som altså blandt andet byder på
musik fra den østrigske hofkomponist Salieri, der blandt andet i spillefilmen »Amadeus«
fra 1984 - der lige har haft repremiere - er blevet tillagt mordet på Mozart. Myten
fortæller, at Saliere i bitter misundelse over kollegaens guddommelige geni, har fyldt
Mozart med gift og udgivet geniets sidste værk, rekviemmet, i sit eget navn.
- Det er en god historie, men den har ikke noget med den musikhistoriske virkelighed at
gøre. Salieri var derimod en beundret og højt respekteret komponist, som blandt andet
underviste Beethoven og Schubert i at komponere. Og i et pusterum mellem de store
symfonier og operaer har Salieri i »Scherzi instrumentali« moret sig med at komponere
fire små og underfundige fugaer for strygekvartet - alle fulde af en umiddelbar
musikantisk inspiration, fortæller formanden for kunstforeningen, Morten Skovmand, om ét
af de værker, der kan opleves i Kulturhuset Pavillonen tirsdag aften i næste uge.
»Mester og lærling« er titlen på et koncertarrangement i Kulturhuset Pavillonen i
Grenaa tirsdag den 8. oktober, hvor Randers Kammerorkester kommer - formentlig uden
sportsvogn - og spiller værker af Mozart, Haydn, Schubert og Salieri.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002