Grenaa og omegn kæmper for sit sygehus! |
Det bliver ikke uden sværdslag, at Grenaa og
omegn - det vil sige det meste af Djursland - opgiver sit sygehus. Der vil blive kæmpet
til det sidste for at omgøre det mange ser, som en regulær nedprioritering af området.
Det står helt klart efter sidste tirsdags chokmelding
fra amtets Sundhedsudvalg, der med formanden Karl Johan Rasmussen (S) i spidsen løftede
sløret for et forslag, der går ud på at lave en helt ny sygehusstruktur i Århus Amt.
Hovedargumenterne er, at man vil sikre kvaliteten i behandlingen og en høj grad af
specialisering ved at samle stort set alle behandlingsformer på fire sygehuse i amtet -
nemlig Århus Kommunehospital, Skejby og Randers Centralsygehus, Silkeborg Centralsygehus
- og samtidig spare 170 mio. kroner årligt fra og med 2004 ved stort set at nedlægge
sygehusene i Odder, Grenaa og på Samsø. Amtet forklarer sig endvidere med, at der er
stor speciallægemangel i øjeblikket, og at det specielt er svært at finde læger til
sygehusene i udkantsområderne - det vil sige Grenaa, Odder og Samsø. Et problem, som man
kan se eskalerer, hvorfor man vil samle speciallægerne på nogle få steder for at sikre
en høj kvalitet i behandlingerne, foruden et godt uddannelses- og forskningsmiljø.
Man vil give køb på nærhedsprincippet
Men for at realisere disse ambitioner har man besluttet i et enigt Sundhedsudvalg - hvor
grenaaenseren Bent Mikkelsen er blevet sat uden for døren og uden for indflydelse som
inhabil, fordi hans kone arbejder på Grenaa Centralsygehus - at give køb på
nærhedsprincippet ved - næsten - at nedlægge sygehusene i Odder, Grenaa og på Samsø.
Går forslaget igennem - og det vil blive afgjort endeligt i Århus Amtsråd den 3.
december - så nedlægges der 368 stillinger på Grenaa Centralsygehus fra og med den 1.
januar 2004. Det nye »sundhedscenter« i Grenaa får kun brug for 35 ansatte til at lave
lidt røntgen, lidt dagmedicin og lidt dagkirurgi. Slut med døgnbemanding, slut med
sengepladser - 87 senge overflyttes til Randers Centralsygehus - slut med at føde i
Grenaa, slut med at opsøge skadestuen i Grenaa og selv for traume-tilfældene - de svært
tilskadekomne og sygdomsramte tilfælde, som undertiden ender med et dødsfald - er det
slut med at blive akutbehandlet på Grenaa Centralsygehus. De skal køres til Århus eller
Randers, og hvis de er rigtig heldige, så kommer det til at foregå i en af de to
lægeambulancer, som amtet håber vil kunne dække disse akuttilfælde ind, så den nye
sygehusstruktur for Århus Amt ikke decideret kommer til at koste menneskeliv. Når man
snakker med ansatte på Grenaa Centralsygehus, så er det lige netop her den er helt gal.
Det er ikke så meget deres mistede jobs de tænker på, det er de mennesker, som kommer
til at dø på landevejen på vej til Århus eller Randers.
Grenaaenser ville ikke have været i live dag uden GC
I denne udgave af Grenaa Bladet er Poul Nowack, Grenaa, et sådant eksempel. Den 4. marts
2002 blev han ramt af en blodprop, og læger på både Skejby og Grenaa Centralsygehus
vurderede, at hans tilstand var så dårlig, at han ikke ville have kunnet klare
transporten til Århus. Han lå to dage på Grenaa Centralsygehus før hans tilstand var
så stabil, at man turde putte ham ind i en ambulance og køre ham til Skejby, hvor der
ventede ham en tre-dobbelt bypass-operation. I dag løber han rask og rørig rundt igen
som projektleder for Seniorhuset Vici under Grenaa Tekniske Skole. Det havde næppe været
tilfældet, hvis der ikke havde været noget der hed Grenaa Centralsygehus den 4. marts
2002. Fra 2004 er der udsigt til, at lignende tilfælde er knap så heldigt stillede...
Flertal i amtsrådet trækker i land
Ifølge Århus Stiftstidende torsdag den 26. september er der minimum 18 ud af amtsrådets
31 medlemmer - med andre ord et flertal - der har det meget svært med denne del af
spareforslaget. Dette flertal giver i avisen udtryk for, at det ikke er godt nok, at der
for eksempelvis en Grenaa-borger er 55-60 kilometer til det nærmeste akutberedskab. I
planerne indgår der ganske vist en ekstra lægeambulance, udover den ene, der kører
rundt i amtet forvejen med Århus som udgangspunkt. Den nye lægeambulance påtænkes
placeret i Auning, men skal ifølge planerne kun køre mellem kl.8.00 og 16.00. Under alle
omstændigheder en uhørt forringelse af det akutte beredskab, og ligeså i forhold til
skadestue-patienter, som fra 2004 skal til Randers Centralsygehus - hvis altså en
sygeplejerske på sygehuset i Randers vurderer, at det er nødvendigt med akut behandling
af skaden. Man kan snildt få den besked, at man må klare sig selv, indtil ens egen læge
slår døren op den næstfølgende dag - medmindre det er weekend...! Skadestue-døren i
Randers er låst, og man kan kun komme ind, hvis sygeplejersken på forhånd vurderer, at
det er på sin plads.
Borgmester i chok
Grenaa Kommunes borgmester, Gert Schou, har følgende kommentar til planerne:
- Meddelelsen fra Århus Amt om at nedlægge blandt andet Grenaa Centralsygehus med
virkning fra 2004 har ramt os som et chok her i Grenaa. Selv om vi på forhånd havde
hørt, at der skulle ske reduktioner på Grenaa Centralsygehus, så var vi ikke forberedte
på, at det reelt ville blive en nedlæggelse af sygehuset. Vi efterlades med andre ord
her i et randområde næsten uden sygehus, og helt uden skadestue. Og der er 55 km. til
Randers Centralsygehus og 60 km. til sygehusene i Århus. Grenaa Centralsygehus bliver
omdannet til en klinik, hvor der kun kan udføres dagkirurgi, siger borgmesteren,
fortsætter:
- Jeg mener helt konkret, at man fra amternes side må se på så alvorlig en sag om
lukning af sygehuse i et tværamtsligt perspektiv. Her tænker jeg på afstandene til
sygehusene. Når man ser på kortet over Jylland, ligger de store centralsygehuse i
Midtjylland ret tæt - der er for eksempel kun cirka 35 km. mellem sygehusene i Silkeborg,
Viborg, Herning og Holstebro. Derfor mener jeg, at amterne i fællesskab skal se på
fordelingen af sygehusene. Fordelingen bør være således, at ingen borgere får
uforholdsmæssigt langt til sygehusene som vil vil få det fra Grenaa til Randers eller
Århus. Det er for dårligt, det man her har lagt frem, og jeg opfordrer til en massiv
folkelig modstand mod dette horrible forslag. Alt og alle skal mobiliseres for at redde
vores sygehus, siger Gert Schou, der på den led opfordrer alle borgere på Djursland til
at møde op til et protest-optog fra Grenaa Kirketorv tirsdag den 1. oktober kl. 17.30.
Protest-optoget går gennem Grenaa til en amtslig høring om forslaget i Grenaa
Idrætscenter, hvor man kan møde de ansvarlige amtspolitikere. Mødet starter klokken
19.00.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002