Grenaa Bladet - 24-09-2002
Østjysk kunst rullede forbi Grenaa

Første år var det Ridehuset i Århus, sidste år var det godsvogne i Århus og i år - hvor »Kunst i Østjylland« laves for tredje gang - er præsentationsudstillingen igen kommet på skinner, men bliver som noget nyt også kørt rundt i Østjylland, og første tur gik til Grenaa

togvogn 2.jpg (12806 bytes)

 


hvor der var fernisering på udstillingen torsdag i sidste uge i nogle godsvogne ved Grenaa Station. Venstre's viceborgmester i Grenaa Byråd, Svend Brandstrup Hansen, forestod den officielle åbning af udstillingen, som allerede er rullet videre mod lignende udstillinger i Århus og Randers.
Baggrunden for udstillingen er den, at de professionelle kunstnere i Østjylland igen i år holder deres værksteder åbne for publikum, kunstforeninger og virksomheder den første weekend i oktober (5.-6. oktober), og som optakt hertil har hver kunstner leveret et værk til den fælles præsentationsudstilling. Blandt andre den lokale billedkunstner Morten Skovmand.
Der er udarbejdet en brochure over de deltagende kunstnere, og det er så meningen, at publikum med dette i hånden kan gå rundt i udstillingen og krydse af, hvilke kunstnere de vil besøge.
Udstillingen i godsvognene er blevet til i et samarbejde mellem Railion A/S, DSB, Banestyrelsen og Århus Amts Erhvervsafdeling og Kulturafdeling.
Ved arrangementet i Grenaa blev to lokale sponsorer, Djurslands Bank og LB-consult, nævnt, idet Svend Brandstrup Hansen åbnede udstillingen.
- Det er rigtig godt, at vi her i Grenaa får mulighed for at se udstillingen, og konceptet med, at udstillingen er på togvogne er jo både spændende og ny. Det gør, at rigtig mange får chancen for at blive pirret, overrasket, motiveret, glade og måske eftertænksomme. Langt de fleste mennesker har travlt i deres hverdag, og frtiden er som regel også optaget af gøremål. Farten på vores liv er bestemt ikke blevet mindre. Her har man så muligheden for at få et lille spark til inspiration til at søge videre i kunstens verden, sagde Svend Brandstrup Hansen blandt andet i sin åbningstale.
Brochuren »Kunst i Østjylland« kan fås på biblioteker og turistbureauer.

Den rullende udstilling »Kunst i Østjylland« havde sin første fernisering i Grenaa torsdag i sidste uge. Foto: Lene Madsen

Inde i godsvognene befandt der sig et værk fra hver af de kunstnere, der holder åbne værksteder i weekenden den 5.-6. oktober. Foto: Lene Madsen

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002