Grenaa Bladet - 24-09-2002
Påny »Idræt på Tværs«

Tre lokale idrætsforeninger - Ørum IF, Stenvad Boldklub og Kvik/Ramten Håndbold - er påny klar med et tilbud til børn i Nørre Djurs Kommune fra 4-11 år. Der er tale om et tilbud om boldspil, leg og udfordringer under overskriften »Idræt på Tværs«
. De tre idrætsforeninger præsenterede første gang konceptet i år 2000, og da det efter alles mening blev en stor succes, så kører man kækt videre, og i weekenden den 5.-6. oktober går det løs. Inkluderet i deltagerprisen er en T-shirt, diplom, mad, alle aktiviteterne plus diverse overraskelser undervejs.
Meningen med »Idræt på Tværs« er, at deltagerne prøver flere idrætsgrene/udfrodringer (også ikke-medlemmer af de tre idrætsforeninger kan deltage).
- Dette falder meget godt i tråd med den konstante debat om, at børn får for lidt motion, og dermed en svagere indlæringsevne og en øget risiko for sygdomme, siger Per Mogensen fra Stenvad Boldklub - én af de tre arrangørforeninger.
Men det handler naturligvis også om at få en sjov weekend sammen med andre børn/forældre, og at få børnene til at fungere som grupper. Det at nå et mål sammen og tage hensyn til hinanden.
- Og så vil der også blive brug for en række forældre/bedsteforældre til hjælp med afviklingen, hvilket også giver voksne mulighed for samvær med andre voksne omkring et fælles projekt. Vi arbejder med et budget på over 20.000 kroner, og håber derfor på økonomisk tilskud fra henholdsvis kommunens 5%-pulje, RGI's lokalforenings-pulje og lokale sponsorer. Hvad det sidste angår støttes vi af lokale sponsorer som Sportsbutikken i Grenaa, Djurslands Bank samt Dagli' Brugserne i Ørum og Fjellerup, siger Per Mogensen, der forventer et deltagerantal på mellem 75 og 100 børn til »Idræt på Tværs«.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002