Grenaa Bladet - 24-09-2002
ASF-mærkedag på fredag d. 27. sept.

På fredag den 27. september afholder ASF-Dansk Folkehjælp sin årlige mærkedag. Den 95 års gamle organisation appellerer i den forbindelse til folk om at bidrage til det humanitære arbejde ved at købe mærket
. »Hjælp os at hjælpe« er ASF-Dansk Folkehjælps bøn. Rundt omkring på gader og stræder vil man på fredag kunne møde repræsentanter fra ASF-Dansk Folkehjælp, der for blot to kroner sælger et lille mærke - foreningens logo - bestående af et grønt kors på en hvid bund. Ved at købe mærket støtter man ASF-Dansk Folkehjælps humanitære og sociale arbejde, der udføres både nationalt og internationalt. I Grenaa-afdelingen beskæftiger man sig hovedsageligt med opgaver som samarittervagter ved stort set alle typer sportsstævner og koncerter. Afdelingen underviser i førstehjælp på skoler og fabrikker og laver tøjindsamling til fordel for nødstedte i Østeuropa. Her i 2002 har afdelingen p. t. afsendt 18,5 tons til Rusland.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002