Grenaa Bladet - 24-09-2002
Joan Thygesen var med Danmark til »VM i hår«

I dagene fra den 26. juli til den 4. august var der dansk deltagelse i »VM i hår« ved Hair World 2002 i Las Vegas i USA. Det danske landshold var udsendt af Danmarks Frisørmesterforening, og med i delegationen var der en repræsentant fra Grenaa, idet frisørmester Joan Thygesen var med omkring holdet

joan 1.jpg (5062 bytes)

der sikrede Danmark 2 guldmedaljer og 1 sølvmedalje for juniorer. Rent holdmæssigt blev det til en 6. plads og en 8. plads ud af 25 nationer, men her havde der ifølge Joan Thygesen også ventet en guldmedalje, hvis ikke en af de danske deltagere havde sprunget fra lige inden konkurrencen.
Joan Thygesens interesse for konkurrence-klipning går mange år tilbage, og hun er stadig aktiv i den konkurrenceklub, Club Prestige, hvor sønnen Carsten Thygesen også har slået sine folder. Klubben udklækker også demonstratører, der rejser rundt og underviser i andre klubber og foreninger, hvilket Carsten Thygesen blandt andre bruger tid på.
- Carsten har også været udtaget til VM, da det skulle afholdes i Tokyo i Japan, men lige netop det år valgte frisørmesterforeningen ikke at sende et hold af afsted. Vi tog selv afsted, men kunne ikke deltage i konkurrencen, når Danmark ikke officielt var med. Det var godt nok en bitter pille at sluge at opleve, at ham der blev verdensmester, var én Carsten havde slået i konkurrence, fortæller Joan Thygesen, der helt åbenlyst brænder for sit fag.
- Men det skal man sandt for dyden også, hvis man vil dyrke klipning på konkurrenceplan. Det er ikke nok at ofre sig 50% - det skal være 100% eller ingenting. Det sidste halve år inden en stor konkurrence skal du træne 3-4 gange om ugen - ved siden at dit arbejde vel at mærke. Det er ikke ret mange, der er klar til at ofre sig i sådan en grad, og tendensen går nok også mere og mere i retning af, at folk vil ha' et liv ved siden af frisørfaget. Men til dem, der er i tvivl siger jeg typisk, at de skal gi' det et år for fuld skrue, og så bagefter tage stilling til, om det er det de vil eller ej, siger Joan Thygesen, der fik sig en ordentlig én på opleveren på USA-turen - som hun selv betalte.
- Las Vegas er et fantastisk sted, og Hair World 2002 kørte over tre dage i hallerne i det gigantiske Convention Center, og jeg mødte utroligt mange vanvittigt dygtige mennesker. Det var helt bestemt en stor oplevelse, som jo ikke blev ringere af, at to af vore unge deltagere hev nogle flotte medaljer hjem til Danmark, slutter Joan Thygesen.

Frisørmester i Grenaa, Joan Thygesen, var med i delegationen, da Danmark stillede op til »VM i hår« i Las Vegas.

De danske deltagere trænede om aftenen på hotelværelserne inden konkurrencerne, der udmøntede sig i 2 guld- og 1 sølvmedalje.


[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002