Grenaa Bladet - 24-09-2002
Rotationsprojekt på plejehjemsområdet:

Efteruddannelse til 150 sygehjælpere har givet arbejde til 25 vikarer/ledige
Et jobrotationsprojekt, der involverer 150 sygehjælpere fra plejehjemsområdet i fem Djurslands-kommuner, er i fuld gang i øjeblikket. Hver af de 150 fastansatte sygehjælpere har været - eller skal - igennem 14 uger og 2 dages relevant efteruddannelse, og mens disse sygehjælpere sætter sig til rette på skolebænken, så er der en flok på 25 vikarer/ledige, som går ind og afløser, og derved opnår vital joberfaring. Herunder en ikke ringe chance for at vinde fodfæste på arbejdsmarkedet.
Projektet »Social- og sundhedsrotation« involverer plejehjems-området i Ebeltoft, Grenaa, Nørre Djurs, Rosenholm og Rougsø kommuner, og er blevet til i et samarbejde mellem Jobrotation Djursland ved Niels Erik Iversen, FOA, SOSU-skolen, AF-Grenaa, AF-Randers og AMU-Center Djursland. Sidstnævnte står for såvel efteruddannelsen af de fastansatte sygehjælpere som det 15 ugers opkvalificerings-forløb, som vikarerne har været igennem forud for afløsningen ude på plejehjemmene.

Kæmpe-behov for efteruddannelse
- De første møder omkring det her projekt startede helt tilbage i 1998/99. Baggrunden for, at det er blevet til noget, er, at vi kunne konstatere et kæmpe-behov for efteruddannelse af sygehjælperne. Siden er der blevet arbejdet stenhårdt på at finde den helt rigtige model, som skulle godkendes af alle parter i styregruppen, fortæller Niels Erik Iversen.
Projektet finansieres langt hen ad vejen af midler fra Det Regionale Arbejdsmarkedsråd, og er således tæt på at være udgiftsneutral for kommunerne. For de ledige er forløbet sådan, at der lægges ud med 15 ugers opkvalificering, som efterfølges af 6 måneders jobtræning. De sidste 6 måneder af projektet er en ustøttet periode, hvor den enkelte kommune betaler hele lønudgiften, og det er den periode, som vikarerne er ude i i øjeblikket.

Den 17. januar 2003 er det slut
Den 17. januar 2003 er projektet slut, idet alle 150 sygehjælpere på dette tidspunkt har været igennem et 14 uger og 2 dage langt efteruddannelsesforløb. Uanset om der herefter er beskæftigelse til vikarerne eller ej, så har de for deres del allesammen været igennem et værdifuldt jobtræningsforløb igennem et helt år.
Uddannelsesforløbet har for alle parters vedkommende været baseret på det at tanke ny viden og nye metoder på de offentligt ansatte, der arbejder på sygehuse, plejehjem og/eller er ude og hjælpe folk i deres eget hjem.
Der er blevet arbejdet med begreber som kvalitet i den offentlige service, demens, netværksskabende aktiviteter, socialpsykiatri, vold, sorg og krise, genoptræning af hjernen og diabetes med videre. Og med nye, dugfriske vinkler på alle emnerne.
Omkring de 150 sygehjælpere er der i projektforløbet desuden blevet skabt et frugtbart uddannelsesmiljø med en høj grad af erfaringsudveksling, som vil være til gavn for hele området, idet den enkelte vender tilbage til arbejdspladsen med masser af ny viden, inspiration og motivation.

Alle er tilfredse
- Og alle parter har udtrykt stor tilfredshed med forløbet, så jeg vil ikke tøve med at kalde projektet en succes. Men de har også selv været med til at tilrettelægge det hele, så efteruddannelsen er blevet skræddersyet efter deres ønsker. Det tager lang tid at få et sådant projekt sat på skinner, men det er også noget af et puslespil at få til at gå op. Men idet alle parter er med i styregruppen, så ender det faktisk stort set altid med, at man får sat det helt rigtige forløb i gang, siger Niels Erik Iversen, der her i år også har haft gang i et jobrotationsprojekt på det socialpædagogiske område efter nøjagtig den samme model som med sygehjælperne.
- Dette projekt blev afrundet midt på sommeren, og havde på det tidspunkt involveret 12 amtslige institutioner og over 156 medarbejdere, som hver især har fået 8 ugers målrettet efteruddannelse, samtidig med at en flok ledige har været inde og vikariere ude i institutionerne. I alt har der været 29 vikarer involveret i dette projekt, og de har for deres del været igennem et 17 ugers opkvalificerings-forløb. Styregruppen bag dette projekt har dog, selv om det er afsluttet, barslet med lidt knopskydning, idet man vil forsøge at lave et jobrotationsprojekt ud af det at kunne tilbyde den nye pædagogiske diplomuddannelse til medarbejdere ude i institutionerne.

Sygehjælpere fra blandt andet Plejehjemmet Lyngbygård er med i et jobrotationsprojekt, der giver dem 14 uger og 2 dages efteruddannelse, mens en flok ledige vikarer går ind og afløser dem i deres stillinger i det år projektet kører.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002