Stor søgning til lokalt loppemarked |
Der var sædvanen tro stor søgning, idet
Hammelev Bylaug og Hammelev IF afviklede det årlige loppemarked i og omkring Hammelev
Forsamlingshus.
Det foregik i forrige weekend, og man var da også begunstiget med et overordentligt flot
sensommervejr i denne september-weekend. Vejrliget var således ikke nogen undskyldning
for at blive væk, og som allerede nævnt var søgningen til »Djurslands flotteste
loppemarked« da også derefter. Der holdt med andre ord biler parkeret overalt i den
lille landsby, der ligger små fire kilometer fra Grenaa. Loppeeffekternes antal og
beskaffenhed var endvidere med til at sikre, at der bliver en god skilling i overskud til
foreningsarbejdet i byen.
Men man kommer ingenlunde sovende til overskuddet i Hammelev. Henved 100 mand er samlet
set i sving før, under og efter loppemarkedet, der trækker loppemarkeds-gæster til
Hammelev fra både nær og fjern.
Og der blev gjort mangt en god handel i Hammelev i weekenden den 7.-8. september. Foto:
Lene Madsen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002