AC/DC-rock der rykker i Kulturhuset Pavillonen |
Et ungdommeligt, rock-begejstret publikum kan
fredag den 20. september i Kulturhuset Pavillonen få sig en speciel oplevelse med gruppen
»Back In Black«, der spiller vaskeægte AC/DC-rock
. Gruppen er blevet udnævnt til at være det største AC/DC-coverband i Europa, og
optræder med kanoner, kirkeklokker (Hells Bells), en regn af pengesedler, samt en
guitarist i skoleuniform. Der er naturligvis tale om »Back In Black's« svar på
superguitaristen Angus Young fra AC/DC. Gruppens navn »Back In Black« er taget direkte
fra titlen på det monster-sælgende super-album, som den australske rockgruppe udgav som
det første efter den berømte og berygtede forsanger Bon Scott's død i starten af
80'erne. Bon Scott døde af druk, og mange troede, at det nu var slut med AC/DC. Sådan
gik det heldigvis ikke. Man fandt en ny forsanger, udgav »Back In Black«, og bandet har
ikke kigget sig tilbage siden. AC/DC's musik fremstår den dag i dag som noget af det
allerbedste hardrock'n roll, der nogensinde er lavet. På fredag den 20. september skulle
man kunne komme meget tæt på den ægte vare, idet man løser billet til »Back In
Blacks« koncert i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa.
Billetsalget foregår i Kulturhuset Pavillonen og i Djurslands Banks afdelinger.
AC/DC-coverbandet »Back In Black« trykker den af i Kulturhuset Pavillonen på fredag den
20. september.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002