Grenaa Bladet - 17-09-2002
75 år

Lørdag den 21. september fylder Børge Kolding, Vibevej 9 i Grenaa, 75 år.
Børge Kolding er ikke mindst kendt for det store stykke arbejde, som han gennem adskillige år har ydet til fordel for de ældre i Grenaa Kommune. Han var således medlem af det første Ældre- og Handicapråd i kommunen - samt Klagerådet. Han har også siddet i bestyrelsen i Grenaa Pensionistforening, hvor han tillige i en periode var formand. Så blev Ældrecentret Posthaven bygget, og Børge Kolding blev valgt som formand for såvel Lokalråd som Posthaveråd. Han er endvidere formand for efterlønsklubben under LO Faglige Seniorer - en post han går meget op i - og for at det ikke skal være lyv, så er han også med i ældresamvirket i kommunen, ligesom han også kan kalde sig nyvalgt medlem af Ældrerådet i Grenaa Kommune - herunder Klagerådet. Udover alt dette så er hans store interesse blomster, som han hygger sig med ved hjemmet på Vibevej i Grenaa. Dagen fejres sammen med familien.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002