40 års forretningsjubilæum hos Ib's Bageri i Lillegade! |
Den 24. september 2002 er det præcis 40 år
siden Ib Andersen havde sin første arbejdsdag som bagermester med udgangspunkt fra
adressen Lillegade 31 i Grenaa. Det flotte jubilæum vil blive markeret med en reception
på selve dagen i Ib's Bageri i Grenaa, der igennem adskillige årtier har været en
institution blandt natteravne i Grenaa og omegn, der lige har skullet have noget frisk
morgenbrød med hjem ovenpå en tur i byen.
I samfulde 40 år som bagermester har den nu 62-årige Ib Andersen virket fra adressen
Lillegade 31. Han overtog sine forældres bageri i en alder af 22 år i september 1962. De
første 9 år drev han bageriet alene, omend med hjælp fra sine forældre. I 1971 kom en
medhjælpende hustru imidlertid ind i billedet i skikkelse af Lizzi Andersen, og sammen
har de så drevet bageriet lige siden, samtidig med at svende og lærlinge er kommet og
gået. For tiden er Ib Andersen alene i bageriet, og parret har derudover et par folk til
at hjælpe sig med at drive den salgsvogn, som benyttes på weekender i Grenaa. Ib's
Bageri har også gennem årene leveret brød og kager til adskillige bageriudsalg, ligesom
bageriet har været leverandør til storkunder som Fakta og Rema 1000. I de travleste år
er der blevet brugt op mod 60 tons mel i Ib's Bageri, så Ib Andersens ovne har ikke
ligget på den lade side.
En institution i ungdomsskolen
Det gør Ib Andersen heller ikke selv. Hans arbejdsdag starter klokken 23.00 - i weekender
allerede kl. 21.00 - og så går det ellers slag i slag i bageriet frem til klokken er
8.30-9.00, hvor det er tid til at få sovet. Når Ib Andersen så står op igen, så er
der ikke sjældent tale om en dag, hvor han om aftenen skal undervise elever i Grenaa
Ungdomsskole i faget bagning/madlavning. Han har netop taget hul på sin 19. sæson, og
kører hele fire hold på Grenaa Ungdomsskole i sæsonen 2002/2003. Enkelte år har han
været helt op på 7 hold, så det er ikke mangel på energi og virkelyst, som præger den
62-årige bagermester. Den ene af parrets to sønner, Lars Andersen, der er elektriker,
har på den led fulgt i faderens fodspor, idet han nu har 7 sæsoner bag sig som
underviser i Grenaa Ungdomsskole. Den yngste søn, Kim Andersen, er i øjeblikket i gang
med en datamatiker-uddannelse i Århus, men han giver også et nap i bageriet hver fredag
nat.
- Jeg kan godt li' at have med unge mennesker at gøre. Det har nok gået lidt ud over
familielivet, mens børnene var små, men nu sørgede jeg jo for at få lavet nogle
velopdragne og nemme drenge, og så er det jo gået alligevel, siger Ib Andersen med et
glimt i øjet.
Nutidens unge er temmelig støjende
Om nutidens unge - i forhold til, da han startede med at undervise på ungdomsskolen for
18-19 år siden - siger han følgende:
- Der er en enorm mentalitetsforskel. Nutidens unge er meget mere støjende end unge var
dengang, men på den anden side er de meget nemmere at snakke med. Der skal måske også
prøves grænser af i større omfang end førhen, men det har jeg det helt fint med. Vi
tager os en holmgang i ny og næ, og så kører vi videre derfra. De ved godt hvordan jeg
ser ud i hovedet, når festen er forbi, så det går helt fint. I øvrigt kan jeg kun
komme i tanke om én eneste elev ud af de henved 5.000 jeg har haft med at gøre gennem
årene, hvor der ikke var noget at gøre. Altså hvor vores veje måtte skilles. Det er da
ikke helt skidt, siger Ib Andersen.
Undervejs har Lizzi og Ib Andersen også leveret brød og kager til adskillige
bageriudsalg rundt omkring på Djursland. Én af de sjoveste - men også mest krævende -
leveringer gik til Anholt. Her blev brødet leveret til Anholt-færgen i nogle store og
tunge, tyske geværkasser fra krigens tid.
- Det var skægt, men også lidt af et ræs at få leveret brødet i tide inden
færgeafgang, husker Ib Andersen, der hver nat i 40 år har tændt for den samme kontakt i
bageriet.
- Er det ikke mærkeligt at tænke på? Og bordet inde i bageriet satte min far op i 1927,
og det er stadig tip-top. Der er med andre ord blevet passet på tingene, og det er nok
også derfor, at mine to ovne, der begge er over 30 år gamle, stadig kører fint, slutter
Ib Andersen, der holder reception i bageriet tirsdag den 24. september fra kl. 14-18.
Tirsdag den 24. september kan bagermester Ib Andersen - der her ses sammen med hustruen
Lizzi Andersen - holde 40 års forretningsjubilæum som indehaver af Ib's Bageri i
Lillegade i Grenaa.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002