Grenaa Bladet - 17-09-2002
Halbal i Ryomgård gav travlhed hos politiet i Grenaa

Et halbal i Midtdjurshallen i Ryomgård i forrige weekend krævede en hel del opmærksomhed fra politiets side.
Hele fire gange i løbet af tre timer måtte man afsted for at dæmpe gemytterne, og opgaven var på et tidspunkt så krævende, at man følte sig nødsaget til at kalde på assistance fra Randers Politi. Der var ballade både inde i hallen og udenfor. Én af de groveste episoder foregik inde i hallen - ja rent faktisk ude på selve dansegulvet. En 17-årig fra området fik tæsk på den måde, at en person holdt ham, mens en anden slog løs. Det kostede et par tænder. Politiet efterlyser vidner til episoden, og dem må der jo sagens natur være en hel del af.
I den mere uskyldige afdeling pustede en 17-årig mand fra Nimtofte sig op foran sine kammerater ved at stille sig op foran en patruljevogn, så den ikke kunne fremad uden at køre ham ned. Det eneste han fik ud af det, var en gratis køretur hjem til forældrene i Nimtofte...
Endnu senere var man ude ved Midtdjurshallen igen, fordi en gruppe unge var røget i totterne på hinanden, men heller ikke her var man ude i regulære anholdelser. Volden inde i hallen arbejder man dog videre med.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002