Rund fødselsdag på Grenaa Tekniske Skole: |
Grenaa Tekniske Skoles HTX-afdeling kan i disse dage fejre 10 års fødselsdag, og i alle årene har IT spillet en stor rolle i undervisningen af eleverne. (arkivfoto)
HTX-uddannelsen fylder 10 år!
I sommeren 1992 blev Danmark Europamestre ved at besejre Tyskland i finalen på Nya Ullevi
i Göteborg. Rent lokalt blev der også lavet en »scoring« denne sommer, idet en ny
ungdomsuddannelse blev født. Grenaa Tekniske Skole startede her det første hold HTX'ere,
og siden har skolen dimitteret 165 elever på denne teknisk-gymnasiale uddannelse, som man
før 1992 var nødt til at tage helt til Århus for at få. Og eftersom det her i sommeren
2002 er 10 år siden, man gik i gang, så tillader skolen sig i disse dage at forberede en
lille intern fødselsdagsfest.
HTX har sin helt egen afdeling med sin helt egne chef i skikkelse af Anders Hanberg. Han
kan sammen med skolens forstander, Palle E. Rasmussen, glæde sig over, at nogle målinger
har vist, at der er en stor IT-kompetence blandt skolens elever, og at der i det hele
taget eksisterer en høj grad af læringskompetence indenfor IT-området. Et område, som
skolen helt bevidst har satset på igennem alle årene, og som blandt andet har medført
oprettelsen af IT-College Denmark, der også hører under skolens HTX-afdeling. I
uddannelsen vægter skolen det teknisk og naturvidenskabelig højt i en kombination med
IT, som et fuldt integreret redskab i undervisningen, der således kører på et fuldt,
digitalt niveau. HTX'erne får ikke en bærbar computer stillet til rådighed, men derimod
en opfordring til at anskaffe én selv. Kan eller vil man ikke det, lukkes man imidlertid
ikke ude af »det digitale undervisnings-rum«, idet skolen så stiller en stationær
computer til rådighed.
HTX-afdelingen i Grenaa satser som et særligt kendetegn også på internationalt
samarbejde. Afdelingen kører et samarbejde med en skole i Grenaa's tyske venskabsby
Siegen. Et 14 dages besøg i Tyskland venter forude, og senere kommer tyskerne så en smut
til Grenaa på genvisit. Der er endvidere startet et samarbejde op med en skole i
Manchester bygget op omkring emails og videokonferencer via internettet.
- Så det, der adskiller os fra andre HTX-skoler, er den høje grad af IT i
undervisningen, samt det internationale samarbejde. Og det er helt klart, at det har
medvirket kraftigt til at gøre uddannelsen levedygtig her i Grenaa, siger afdelingsleder
Anders Hanberg, der videre fortæller, at dem der læser videre efter HTX, søger mod de
naturvidenskabelige uddannelser og IT-uddannelserne på universiteter og
universitetsniveau.
Toke Ulf Valum fra Gjerrild er i øjeblikket 3. års HTX-elev på skolen. Han tog også
10. klasse på skolen efter en formodning om, at HTX måske var noget for ham. Og det var
det.
- Der arbejdes meget, og meget fremadrettet, med IT - plus det, at undervisningen er meget
projektorienteret. Altsammen noget der tiltaler mig, siger Toke Valum, der regner med at
søge ind på ingeniør-studiet, når han har fået overstået en forestående
militærtjeneste.
Fødselsdagen markeres internt på skolen med en stor Gallafest fredag den 27. september,
hvor der også vil være deltagelse af »gamle« HTX-elever fra Grenaa Tekniske Skole.
Grenaa Tekniske Skoles HTX-afdeling kan i disse dage fejre 10 års fødselsdag, og i alle
årene har IT spillet en stor rolle i undervisningen af eleverne. (arkivfoto)
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002