Fire »skarpe skud« fra kulturhuset: |
Jette Torp, AC/DC-rock, jazz-aften og McCalmans
Kulturhuset Pavillonen kan melde om en forrygende start på efterårssæsonen, hvor der
allerede er udsolgt til de tre store arrangementer, og hvor der på mindre end en måned
er solgt op mod 1.300 billetter. Lige nu lyder startskuddet til en række mindre
arrangementer, hvor der indenfor de næste 3-4 uger bydes på fire forskellig
musikoplevelser. Et ungdommeligt rock-begejstret publikum kan fredag den 20. september
vente en speciel oplevelse med gruppen »Back In Black«, der spiller vaskeægte
AC/DC-rok. Gruppen er blevet udnævnt til at være det største AC/DC-coverband i Europa
og optræder med kanoner, kirkeklokker (Hells Bells), en regn af pengesedler samt en
guitarist i skoleuniform. Man skulle være meget tæt på den ægte vare.
Aftenen efter lyder der helt andre toner og melodier i den gamle Pavillon-sal. Her
serveres der nemlig en glad jazz-aften med spisning, koncert og dans. Til spisningen
spiller Peter Fahrenholz, som er en instituion i dansk jazz. Senere på aftenen går
Vestre Jazzværk på scenen. Et orkester husets jazzvenner har anbefalet varmt.
Ugen efter går sangeringen Jette Torp på scenen med sit band. Større præsentation er
unødvendig, omend der er tale om en noget anden Jette Torp, end hende der havde stor
succes på de store scener ssammen med Finn Nørbygaard. Den fjerde musikoplevelse står
den skotske folkemusikgruppe McCalmans for torsdag den 3. oktober. Gruppen optrådte også
i kulturhuset sidste efterår, og det med så stor succes, at det væltede ind med
opfordringer til en gentagelse. Og nu kommer de altså igen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002