Grenaa Bladet - 10-09-2002
En legedag af de helt store!


store legedag 1-4 fv.jpg (18336 bytes)   store legedag 3-4 fv.jpg (16791 bytes)
  store legedag 2-4 fv.jpg (18549 bytes)



Lørdag den 31. august var en legedag af de helt store i Grenaa. De fire samvirker kaldte nemlig til den årlige Store Legedag i og ved Kulturhuset Pavillonen i Grenaa.
Alle aktiviteterne var gratis, og det hele startede med, at FDF's orkester midt på formiddagen marcherede gennem byen fra Torvet, og ned til festpladsen i Anlægget, hvor formanden for Grenaa Kommunes Børne- og Ungdomdsudvalg, Valdemar Haumand, stod for åbningen af Store Legedag 2002, der som noget nyt var koblet sammen med den ligeså årlige Å-regatta, hvor de lokale spejdere/ungdomskorps sejlede ned ad Grenåen i nogle særdeles fantasifulde og mere eller mindre sødygtige fartøjer. Endestation og målområde fandt man nede ved Andedammen, hvor Sct. Georgs Gildet i Grenaa diskede op med forplejning til de hårdt konkurrerende »søfolk«.
Fra »Den Skæve Scene« i Anlægget var der endvidere masser af underholdning i løbet af de fire timer Store Legedag varede. Det være sig danseopvisninger ved FC-danserne, karateopvisning ved Grenaa Karateskole. Danseopvisning ved Bekker Dans og musikalsk underholdning ved Grenaa Musikskole. Rundt omkring på pladsen, indendørs i hallen og i Vestre Skoles svømmehal kunne man endvidere stifte bekendtskab med aktiviteter fra GIF Basketball, Dolmer Rideklub, FOF-dag, Grenaa Rugby Klub, FDF Grenaa, Grenaa Svømmeklub, Bordtennisklubben BTK Grenaa, klatrevæg og tovbane ved Grenaa Ungdomsskole, minitennis, gymnastik og meget, meget andet. Foto: Lene Madsen.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002