Djurslands Teater og Privat Teatret præsenterer: |
Latter-orkan med Ulf Pilgaard og Claus Ryskjær
i Grenaa Kino
Søndag den 15. september er der teater på menuen i Grenaa Kino. Det er Djurslands
Teater, der præsenterer Privat Teatrets succes-farce »Fanget I Nettet« med Ulf Pilgaard
og Claus Ryskjær i hovedrollerne.
For at imødekomme alle dem, der måtte gå forgæves, har Privat Teatret nemlig besluttet
at genopføre sidste sæsons latterorkan og puplikums-succes »Fanget I Nettet« af Ray
Cooney, i den nye sæson, der netop er startet. Såvel på turné fra den 6. september til
en række byer, der ikke nåede at få besøg af forestillingen i første omgang -
herimellem Grenaa - samt i oktober måned på Privat Teatret i København.
Teaterpublikummet her på Djursland har således på søndag den 15. september chancen for
at opleve Ulf Pilgaard og Claus Ryskjær i den ubetaleligt morsomme farce om bigamisten
Johns farefulde dobbeltliv og katastrofen, der truer, idet hans teenagesøn fra det ene
ægteskab tilfældigvis møder teenagedatteren fra det andet.
Såvel anmeldere som publikum var for en gangs skyld enige om, at der var tale om et
pletskud af en farce. »Fanget I Nettet« er en forsættelse af Ray Cooneys »Ægtemand
På Deltid«, der blev opført på Privat Teatret i 1993, med det samme persongalleri, men
»Fanget I Nettet« forudsætter intet forudgående kendskab til dette stykke.
De øvrige skuespillere i stykket er Holger Perfort, Vibeke Hastrup, Sonja Oppenhagen,
Anders Valentinus Dam og Stine Holm Joensen. Og så er »Fanget I Nettet« iscenesat af
ingen ringere end Lisbeth Dahl.
Billetter kan købes ved henvendelse til Djurslands Teaters kontor.
På søndag den 15. september kan man i Grenaa Kino opleve blandt andre Claus Ryskjær og
Ulf Pilgaard i farcen »Fanget I Nettet«.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002