Grenaa Bladet - 03-09-2002
Verdenspremiere:

»Made in China« spiller på »Kruset«
En helt ny duo bestående af Yuan Nielsen og Jens Nowack, Grenaa, debuterer på den lokale musikscene torsdag aften den 5. september. Det foregår på Det Gyldne Krus i Lillegade i Grenaa.
Duoen spiller et bredt repertoire, der spænder fra de klassiske 60'er numre, folksange, blues og til egne mere funky kompositioner. Duoens navn er »Made in China«, og det henviser i øvrigt til, at den ene halvdel af duoen, Yuan Nielsen, er født i Kina, men han har boet i Danmark de seneste år.
De to begyndte at spille sammen i forbindelse med et efterskoleophold, og nu er de klar til at præsentere deres musikalske evner for større forsamlinger. Der er således tale om en verdenspremiere i Grenaa, idet duoen »Made in China« går på scenen på »Kruset« torsdag aften i denne uge.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002